Finsk Unibrew-konkurrent kæmper med faldende øltørst

Det finske bryggeri Olvi, som danske Royal Unibrew konkurrerer med grundet opkøbet af bryggeriet Hartwall i 2013, kommer ud af fjerde kvartal med tilbagegang i salget og på driften. Desuden lægger selskabet ikke op til fremgang i indeværende år.
Det fremgår af selskabets regnskab for fjerde kvartal af 2014, der er offentliggjort onsdag morgen.
Olvi kunne i fjerde kvartal sidste år fremvise en omsætning på 69,7 mio. euro, hvilket var en lille tilbagegang på 0,3 mio. euro fra fjerde kvartal af 2013.
På driften var der også tale om en tilbagegang, da overskuddet skrumpede til 4,5 mio. euro fra 5,5 mio. i fjerde kvartal af 2013. Olvi skriver i regnskabet, at den primære forklaring på tilbagegangen er en devaluering af den hviderussiske rubel og dertilhørende inflation.
Målt på indtjeningen per aktie hed overskuddet 0,18 euro i fjerde kvartal, hvilket var en tilbagegang fra 0,23 euro i samme periode af 2013. Trods tilbagegangen i fjerde kvartal fastholder Olvi udbyttet på 0,65 euro per aktie.
Problemer på det finske ølmarked
På det finske marked, som er særligt interessant set med Royal Unibrew-briller, skriver Olvi, at forretningsmiljøet har udviklet sig skidt gennem 2014.
Forbrugernes købekraft er svækket, der er sket en ændring i indkøbsmønstrene, der har været skattestigninger i starten af 2014, der har været priskonkurrence på marked, mens private forbrugere er begyndt at importere ude fra. Alle disse faktorer har været med til at presse Olvis lønsomhed, skriver det finske bryggeri i regnskabet.
For 2015 venter det finske bryggeri en lille fremgang i salgsvolumen i forhold til i 2014, hvor volumen landede på 576,5 mio. liter. Omsætningen ventes derimod at være på nogenlunde samme niveau som i 2014, hvor Olvis toplinje lød på 328,2 mio. euro. Driftsindtjeningen ventes at være på samme niveau eller en smule lavere end i 2014, hvor Olvi kunne notere en indtjening på 41 mio. euro.
Royal Unibrew offentliggør regnskab for fjerde kvartal og hele 2014 d. 11. marts.
Unibrew-direktør: ”Vi skal fortsætte med at effektivisere”