Schweiz-melding umiddelbart positiv for Carlsberg
Effekten af den markante styrkelse af valutaen i Schweiz efter torsdagens meddelelse om, at valutaen kan flyde frit, er umiddelbart positiv for Carlsberg, der har en stor andel af det schweiziske marked.
Det vurderer analytiker i Sydbank Morten Imsgard over for Ritzau Finans.
Hos Carlsberg bekræfter Jim Daniel i kommunikationsafdelingen, at det har en positiv effekt på indtjeningen, men ellers har bryggeriet ikke yderligere kommentarer.
"Carlsberg er markedsleder i Schweiz gennem bryggeriet Feldschlösschen, og de penge, som man får hjem derfra, pynter noget mere i resultatopgørelsen med en styrket franc. Det er faktisk en af de valutaer, som Carlsberg har mest eksponering mod," forklarer Morten Imsgard.
Han oplyser, at markedsandelen i Schweiz er 43 pct., og at omsætningen i alpelandet i 2013 var 3,5 mia. kr..
Carlsberg har dog også et centralt center i Schweiz og dermed omkostninger i alpelandet, som belastes af kursrykket, men samlet set er det positivt for bryggerikoncernen.
Der er tale om Carlsberg Supply Company (CSC) i Ziegelbrücke, der centraliserer indkøb, produktion, logistik og planlægning i hele Carlsberg-gruppen.
Valutamodvind fra den russiske rubel har ellers trukket store overskrifter på det seneste. Men nu er der lidt valutamedvind på det trods alt mindre vesteuropæiske marked.