Carlsberg: Analytikere skruer ned for ventet 2015-indtjening

Kolde østeuropæiske vinde har blæst forventningerne til Carlsbergs indtjening næste år ned.
Foto: Nana Reimers
Foto: Nana Reimers
AF RITZAU FINANS

Analytikere, der leverer estimater til SME Direkt, har skruet ned for estimaterne over indtjeningen i Carlsberg næste år efter regnskabet for tredje kvartal, der blev offentliggjort i november.

Det viser en opgørelse som SME Direkt har lavet efter regnskabet for Ritzau Finans.

Der er derimod ikke sket de store ændringer i forventningerne til helårstallene for 2014 hverken på omsætning, driftsoverskud eller nettooverskud.

Carlsberg fastholdt forventningerne til 2014 og giver ikke forventninger for 2015 før i forbindelse med regnskabet for helåret, der leveres 18. februar.

Østeuropa er skurken

Skønnene for omsætningen i 2015 er reduceret med små 900 mio. kr., mens overskuddene er reduceret med omkring 300 mio. kr.

Det er stort set den ventede udvikling i region Østeuropa, der består af Rusland, Ukraine, Usbekistan og Hviderusland, der er forklaringen.

Før regnskabet i november ventede analytikerne en omsætning i den del af forretningen på 14,4 mia. kr og et driftsoverskud før særlige poster på godt 3,35 mia. kr. Efter regnskabet er skønnene reduceret til godt 13 mia. kr. for omsætningen og knap 3,1 mia. kr. for driftsoverskuddet før særlige poster.

Udviklingen i Østeuropa er hårdt sanktionsramt og indtjeningen rammes voldsomt af den økonomiske modvind, der er i den russiske økonomi. Bruttonationalproduktet for næste år ventes at falde.

Russisk økonomi svækkes

Den russiske økonomi kommer til at skrumpe 0,8 pct. næste år. Det forudså landets viceøkonomiminister, Aleksej Vedev, tirsdag. Den geopolitiske konflikt med Ukraine og Vesten har sammen de lave oliepriser sendt mørke skyer over fremtiden for den russiske økonomi, og det har nu fået landets økonomiministerium til at nedjustere sit skøn for næste år.

Tidligere var det forventningen, at Rusland ville nå en vækst i bruttonationalproduktet på 1,2 pct., men internationale sanktioner, faldende oliepris og en svækket rubel ændrer markant på de udsigter.

Valutamodvind

Der er voldsom valutamodvind til Carlsberg fra den svækkede russisk valuta, der lider med faldet i olieprisen.

En euro koster 65,60 rubler onsdag middag. Rublen blev i tredje kvartal svækket fra omkring 48 til 50 rubler for euro. I oktober blev den svækket til omkring 53 rubler for en euro og i november er svækkelsen bare fortsat til det nuværende niveau.

Ved årsskiftet kostede en euro omkring 46 rubler.

En ændring på én rubel per euro medfører en forværring af Carlsbergs driftsoverskud med cirka 100 mio. kr., oplyser Carlsberg.

Carlsbergs forventninger er givet under en rubelkurs på 50 rubler for en euro fra halvårsregnskabet og året ud. Indtil videre er gennemsnittet i tredje kvartal og fjerde kvartal lige over 52 euro. Men holder niveauet på over 60 december ud bliver det ændret markant, har analytiker i Sydbank Morten Imsgard vurderet over for Ritzau Finans.

"Det er trods alt begrænset, hvor stor en effekt det får på årsregnskabet for i år, men for næste år vil en svækket rubel være med til at sikre, at den hidtil mindste region - Asien - kører forbi Østeruopa indtjeningsmæssigt," siger han.

Carlsberg i ølsponsoraftale med Arsenal

Vestfyen reddet af specialøl

SABMiller: Coca-Cola-samarbejde styrker fransk forbindelse

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også