
I kølvandet på Krim-krisen har de russiske myndigheder ved flere lejligheder slået ned på vestlige fødevareselskaber, og nu er franske Danone og amerikanske PepsiCo blevet de seneste i rækken af internationale aktører, der får den russiske bjørns vrede at føle.
Ifølge Financial Times har de russiske landbrugsmyndigheder således anklaget begge selskaber for at snyde de russiske forbrugere ved at bruge billige ingredienser i deres produkter. Ved et møde fredag i sidste uge sagde den russiske landbrugsminister Nikolai Fedorov, at Danone og Pepsicos produkter blot indeholder en brøkdel af frisk mælk.
”I disse produkter er det maximalt 20 pct. af indholdet, der kommer fra frisk mælk – resten er en forarbejdet blanding af kokosnød, palmeolie og andre tilsætningsstoffer,” sagde Nikolai Fedorov ifølge Financial Times, der henviser til det statsejede, russiske nyhedsbureau Itar-Tass.
Landbrugsministeren hentyder til produkter fra det PepsiCo-ejede selskab Wimm-Bill-Dann og Danone-ejede Unimilk, som han opfordrer regionale myndigheder til at holde ekstra godt øje med. Han mener nemlig, at selskaberne udbytter statslig støtte, mens de sælger dårlige produkter til de russiske forbrugere.
Bagvaskelse
Danone har afvist alle anklagerne fra den russiske landbrugsminister og skrev ifølge Financial Times følgende i en meddelelse udsendt i løbet af weekenden:
”Vi er ikke blot forargede over de officielle udmeldinger, men anser dem også som bagvaskelse, der skader vores renomme både i Rusland og resten af verden.”
PepsiCo har ligeledes afvist beskyldningerne fra de russiske myndigheder og skriver ifølge Bloomberg i en meddelelse, at selskabets lever fuldt ud op til russisk lovgivning.
Men ifølge nyhedsbureauet står den russiske landbrugsminister fuldt ud ved sine udtalelser, som han mener er "berettigede".
Find artiklen fra Financial Times her (kræver log-in).
McDonald’s genåbner russiske restauranter
Russisk boykot har ramt eksport for 1,5 mia kr
Rusland forbyder import af færdigretter