
Onsdag fremlægger Carlsberg halvårsregnskab, og her skal der helst leveres et af de bedre.
Efter fem år med stagnerende indtjening, er der pres på ledelsen for at skabe resultater. Og det i en tid hvor konflikten mellem Rusland og Vesten stjæler billedet.
Det skriver Børsen.
”Ledelsen er under pres. De kan ikke være stolte over situationen i Rusland. Hvis der kommer endnu en meddelelse om usikkerhed i Rusland og lavvækst i Asien, så vil presset forøges igen. Uanset om det så er deres egen skyld, eller om det er markedets skyld,” siger porteføljemanager hos fondsmæglerselskabet Carnegie Asset Management, Peter Holt til avisen.
Carlsberg har en markedsandel på 38 pct. på det russiske marked. Selskabets tunge eksponering mod det enorme russiske marked blev skabt som en vej til vækst.
Men i den seneste tid har det også medført, at Carlsberg som det eneste af de store bryggerikoncerner har oplevet tilbagegang i aktiekursudviklingen. Samtidig går konkurrenter som Heineken, SAB Miller og Anheuser-Busch frem.
Medie: Carlsberg i konkurrence med AB Inbev i Vietnam