Forældre: Børn bør få sukker frem for andre sødemidler
Markedet flyder over af alternativer til sukker, men spørger man danske forældre, foretrækker de at give deres børn den ægte vare. Det viser en YouGov-undersøgelsen, som Arla har fået lavet i forbindelse med lanceringen af et nyt produkt fra kakaomælksmærket Matilde.
Undersøgelsen viser, at 78 pct. af danske forældre i nogen, i høj eller i meget høj grad foretrækker at servere produkter sødet med sukker for deres børn, mens 44 pct. siger naturlige sødemidler som for eksempel stevia. Kun 24 pct. svarer kunstige sødemidler.
Matilde har fået lavet undersøgelsen i forbindelse med, at de nu lancerer produktet Matilde Mini, der skal tage kampen op imod danske børns hang til sodavand.
”Sodavand og andre sukkerholdige drikke er blevet en fast bestanddel af danskernes køleskabe. Der er derfor god grund til at udfordre den danske køleskabskultur med en mælkebaseret drik med et lavt sukkerindhold. Forbrugerne efterspørger generelt drikke med mindre sukker og færre kunstige sødemidler – og det kan de få med Matilde Mini,” siger Christian P. Christensen, kategorichef hos Arla, i en meddelelse.
Ud over sukkerpræferencer har YouGov spurgt ind til forbrugernes syn på sodavand og kakao. Her svarer 58 pct. af danske forældre, at de tror, at deres børn i nogen, i høj eller i meget høj grad foretrækker sodavand, mens 64 pct. tror, at deres børn fortrækker kakaomælk.
Derudover viser undersøgelsen, at 25 pct. af danske forældre altid har sodavand i køleskabet, mens 7 pct. altid har kakaomælk.
Relaterede artikler:
Mørk chokolade gavner hjertet
For abonnenter