Buffett kritiserer Coca-Colas ledelse for aktielønninger
Den berømte amerikanske investor og milliardær Warren Buffett, der gennem sit investeringsselskab Berkshire Hathaway er Coca-Colas største aktionær, kommer nu med en sjælden kritik af sodavandsselskabet.
Buffett er utilfreds med en plan om at aflønne direktionen i Coca-Cola med aktier til en anslået værdi af 13 mia. dollar over fire år. Det skriver Financial Times.
Buffett, der ejer 9,1 pct. af aktierne i Coca-Cola, har udtalt, at han synes aflønningen af ledelsen er alt for høj, og at den dermed vil udvande eksisterende aktionærers ejerandel for meget. Af samme grund undlod Warren Buffett at stemme for eller imod planen på selskabets generalforsamling i Atlanta onsdag. Planen blev vedtaget med 83 pct. af stemmer for.
"Jeg respekterer Coca-Cola organisationen, jeg kan bare ikke lide planen. Vi har afstået fra at stemme, fordi vi ikke var enige i planen. Vi mener, at den var for meget," udtaler Warren Buffett til CNBC ifølge Financial Times.
Warren Buffett valgte ikke at stemme imod Coca-Cola, da han heller ikke ønskede at sende et signal om, at han ikke står bag ledelsen.
Buffett har før været yderst kritisk overfor de til tider ekstremt høje lønninger i toppen af amerikansk erhvervsliv, men det er første gang han offentligt ytrer kritik af den art imod et selskab han selv har andel i.
Warren Buffett har ejet aktier i Coca-Cola siden 1988 og meddeler, at han trods den nye aktieaflønningsplan ingen planer har om at sælge ud af sine aktier.