Carlsberg-formand: To små håndfulde er tilbage som mulige købere i Rusland
Interessen for Carlsbergs russiske bryggerier har været stor, og de mulige købere har været en broget skare, men antallet af mulige købere begynder at skrumpe ind.
Det fortæller bestyrelsesformand Henrik Poulsen i forbindelse med selskabets generalforsamling i København mandag aften.
”Antallet af købere er reduceret til to små håndfulde,” siger formanden fra talerstolen.
Carlsberg råder i alt over otte bryggerier i Rusland, der har været til salg siden slutningen af marts sidste år, da selskabet tog den endelige beslutning om at udskille forretningen som en konsekvens af landets invasion af Ukraine. Herudover er over 8000 ansatte beskæftiget i landet.
Mange lever ikke op til krav
Den store interesse skal dog samtidig ses i lyset af, at mange af de mulige købere ikke lever op til de krav, som Carlsberg har til en køber. Det er krav inden for bl.a. menneskerettigheder og gældende sanktioner, som spænder ben for flere af kandidaterne, fortæller formanden fra talerstolen.
”Her har vi erfaret, at vi ikke er det eneste selskab med det problem,” siger Henrik Poulsen.
På generalforsamlingen gentager han også, at Carlsberg på trods af de mange udfordringer fortsat forventer, at en salgsaftale kan blive underskrevet senest til sommer. Herefter afventer en nødvendig godkendelse fra de russiske myndigheder.
”Det er noget, som vi ingen kontrol har over,” siger han.
Kontrol er også blandt de primære årsager til, at flere af Carlsbergs internationale mærker fortsat vil kunne købes i Rusland, når bryggeriet efter planen har forladt landet.
”De vil indgå i transaktionen, for det er nødvendigt,” siger Henrik Poulsen med henvisning til, at flere udenlandske selskaber har oplevet, at deres virksomheder bliver nationaliseret, hvis de begynder at nedskalere forretningen.
Derfor vil mærkerne som minimum være en del af handlen for en periode, uddyber han.
”Uden de mærker vil der ikke længere være en interessant forretning,” siger formanden.
Stort set i mål med udskillelse
Sideløbende med salgsprocessen har Carlsberg været i gang med et omfattende arbejde med at udskille forretningen, og det arbejder nærmer sig sin afslutning.
”Vi er stort set i mål,” siger Henrik Poulsen.
Han uddyber, at det har været en lang proces, der samtidig har været mere omfattende end ventet.