Pensionskasser går i kødet på Carlsberg - har "talt med to tunger"
Pensionskasserne Akademikerpension, Danica og LD Fonde retter nu kritik af Carlsberg og beskylder bryggeriet for at sige ét og gøre noget andet i forhold til bryggerikoncernens russiske bryggerier.
Det sker ifølge Berlingske, efter at avisen torsdag kunne fortælle, at Carlsberg fortsat producerer og sælger Tuborg samt en række andre udenlandske brands fra sine bryggerier i Rusland, selv om bryggeriet i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine besluttede at ”reducere operationerne i Rusland.”
Anders Schelde, investeringsdirektør i Akademikerpension, går så langt som at sige, at det opleves som om, at bryggeriet på toppen af Valby Bakke har talt med ”to tunger”.
Samme toner lyder ifølge avisen fra Kristoffer Fabricius Birch, aktiechef i LD Fonde, der ved årsskiftet havde aktier i Carlsberg for omkring 120 mio. kr.
”Det ser ikke ud til at være helt i overensstemmelse med, hvad Carlsberg tidligere har kommunikeret,” siger han.
I Danica og PFA har man besluttet sig for at gå i dialog med Carlsberg, skriver Berlingske.
”Vi er i dialog med Carlsberg for at undersøge oplysningerne nærmere, og vi forventer fortsat og har tillid til, at Carlsberg lever op til deres udmeldte strategi om at trække sig ud af Rusland,” siger Klaus Ørtoft fra PFA.
Carlsberg meddelte en måned efter den russiske invasion af Ukraine, at bryggeriet havde i sinde af forlade Rusland fuldstændig.
”Vi har taget den vanskelige beslutning og umiddelbare beslutning om at afhænde alle vores forretninger i Rusland, hvilket vi mener, er den rette ting at gøre i den nuværende situation,” lød det i den forbindelse i en pressemeddelelse fra Carlsberg.
Bryggeriet gjorde samtidig opmærksom på, at man indtil, der var fundet en køber i Rusland, ville fortsætte den nuværende drift.
(Opdateret med Carlsbergs udmelding i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine.)
Carlsberg producerer og sælger fortsat øl i Rusland
Carlsberg åbner for at vende tilbage til Rusland: ”Det er drømmescenariet”