
Den amerikanske kaffekæde Starbucks har tirsdag opdateret med sin salgsudvikling for tredje kvartal, og der er tale om blandet læsning for aktionærerne.
For mens prisforhøjelser opvejede færre kunder i Starbucks’ cafeer, så haltede et af de væsentlige nøgletal - salget i cafeer, der har været åbne i mindst et år - efter forventningerne blandt analytikerne.
Det rapporterer Bloomberg News.
Starbucks’ samlede omsætning på 8,15 mia. dollar var lidt større end ventet, men væksten i det sammenlignelige salg endte på 3 pct. og lidt under analytikernes prognose på 4,3 pct.
Den gennemsnitlige regning, som Starbucks udskrev til sine kunder lå 6 pct. højere end i tredje kvartal sidste år, mens antallet af transaktioner faldt med 3 pct.
Starbucks indtjening var til gengæld tydeligt bedre end ventet. Overskuddet landede på 0,84 dollar per aktie mod ventet 0,76 dollar blandt analytikerne.
Aktien i Starbucks steg 1,5 pct. i det amerikanske eftermarked efter et fald på 1,4 pct. i den ordinære handel tirsdag.
Starbucks undersøger salg af britisk forretning
Arla kaster over 300 millioner i mejeri: Efterspørgslen på kaffedrikke buldrer frem