Alkoholsalget steg otte procent sidste år
Det kan godt være, at coronaen lagde en dæmper på antallet af fester og sammenkomster sidste år, men det påvirkede tilsyneladende ikke alkoholforbruget - tværtimod.
Tal fra Danmarks Statistik viser, at salget af alkohol i 2021 steg med 7,6 procent i forhold til året forinden, målt i liter ren alkohol.
Kigger man på de enkelte alkoholtyper, var der også stigning i salget af henholdsvis øl, vin og spiritus.
Største procentvise stigning skete i salget af spiritus, der gik fra 19 til 23 millioner liter. Det svarer til en stigning på 18 procent.
Salget af øl steg med otte procent, mens der blev solgt fem procent mere vin.
Morten Grønbæk er direktør for Statens Institut for Folkesundhed, og han har ikke umiddelbart noget godt bud på, hvorfor forbruget tilsyneladende er steget.
”Vi ved, at unges alkoholforbrug ofte forbundet med samvær med andre, og det var der jo netop dårligere muligheder for under nedlukningerne.”
”Men det kan godt være, at der har været voksne, som måske drak mere, fordi man sad derhjemme og kedede sig. Og som måske overkompenserede, da der igen blev lukket op for restauranter og værtshuse i slutningen af året.”
”Men tallene er formentlig et udsving, der skyldes den mærkelige tid, vi har været igennem. Det bliver spændende at se tallene for 2022, når de foreligger,” siger han.
Deler man salget ud på alle danskere over 18 år, svarer det til 10,4 liter ren alkohol om året eller 13,3 genstande om ugen.
Det er det største indtag siden 2011, hvor antallet af ugentlige genstande lå på på 14,1 i gennemsnit.
Forbud mod detailsalg af alkohol nedstemt mens beslutning om tilbudsaviser trækker ud
Relaterede artikler:
Shotsproducent hentede rekordregnskab hjem i coronaår
For abonnenter
Pernod Ricard sætter forventninger helt i top
For abonnenter