FødevareWatch

Royal Unibrew køber resterende del af Norges næststørste bryggeri

Den danske bryggerikoncern fortsætter opkøbsstimen og overtager de resterende 75 pct. af det delejede norske bryggeri Hansa Borg Bryggerier for omkring 1,8 mia. kr.

Foto: PR / Royal Unibrew

Royal Unibrew styrker sin nordiske position med et fuldt opkøb af bryggeriet Hansa Borg Bryggerier.

I forvejen ejede det danske bryggeri fra Faxe 25 pct. af bryggeriet, som de købte i 2002, men får altså nu fuldt ejerskab. Det skriver Royal Unibrew i en pressemeddelelse.

Prisen er 1,8 mia. kr. for det norske bryggeri - de 171 mio. kr. svarende til 10 pct. af prisen betales kontant, mens de resterende 90 pct. vil blive betalt med aktier i Royal Unibrew. Med købet prissættes hele Hansa Borg til 3,3 mia. NOK, svarende til 2,44 mia. kr.

"Jeg er meget glad for, at Royal Unibrew bliver den nye ejer af Hansa Borg Bryggerier. Vi ser frem til at byde vores nye kollegaer velkommen. Vi har haft ejerskab i Hansa Borg siden 2002, men har længe ville udvide vores partnerskab baseret på gensidig interesse," siger Lars Jensen, der er adm. direktør for Royal Unibrew.

Han fortæller videre, at opkøbet styrker Royal Unibrews tilstedeværelse på det nordiske marked. I forvejen ejer det danske bryggeri norske Solera Beverage Group, der er til stede på det norske, finske og svenske marked.

Også i det norske vækker det nye opkøb glæde.

"Med en stærk industriel ejer i Royal Unibrew i ryggen, der får vi adgang til en masse indsigt og ressourcer, som jeg er sikker på vil styrke vores position på markedet endnu mere, hvilket sikrer, at vi har den rette investeringskraft i fremtiden," siger Lars Giil, der er adm. direktør i Hansa Borg Bryggerier.

Det norske bryggeri forventer i 2022 at have en omsætning på 1,4 mia. NOK, svarende til 1 mia. kr., og et ebitda på 210 mio. NOK, svarende til 155 mio. kr.

Nye divisioner følger

Hansa Borg, der beskæftiger 300 medarbejdere, består af Hansa Bryggeri i Bergen, Borg Bryggeri i Sarpsborg, Christianssand Bryggeri i Kristiansand og et produktions- og tappeanlæg i Olden i Oldedalen i Nordfjord.

De 75 pct. af aktierne i selskabet har siden 1997, hvor Hansa og Borg blev fusioneret, været ejet af Egenæss-familien og det svenske bryggeri Spendrups har i en periode også været medejer.

I forbindelse med de opkøb, som Unibrew har foretaget sig gennem den seneste tid, ændrer bryggeriet nu på divisioner og skifter Vesteuropa og Østersøen ud med Nordeuropa, der dækker over Finland, Norge, Sverige, de baltiske lande, Danmark og Tyskland, Sydeuropa, der er Italien og Frankrig, mens International fortsat er forretningsområder udenfor nøglemarkederne.

Ændringen er sket per 1. januar - men Unibrew vil i regnskabet for 2021 fastholde den gamle opdeling, mens den nye vil fremgår af regnskabet for første kvartal af 2022.

Stort norsk bryggeri opkøber vinimportør

Norske bryggerikoncerner har hentet store mængder øl hjem fra kunder

Royal Unibrews norske bryggeri kan ikke følge med efterspørgslen på særlig variant 

Mere fra FødevareWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

FødevareWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier