FødevareWatch

Cees 't Hart: Omkostninger afdækket i 2021 - markant modvind i vente

Ifølge Carlsberg-topchef Cees 't Hart har man i bryggerikoncernen afdækket en stor del af den risiko, der hæfter sig til højere produktionsomkostninger, og derfor vil de i år kun have "begrænset indvirkning" på det endelige årsresultat. Næste år bliver historien nok en anden.

Cees 't Hart forudser markant højere råvare- og produktionsomkostninger til næste år. | Foto: Mads Nissen/Ritzau Scanpix

Stigende råvare- og inputomkostninger er en realitet for Carlsberg, og selv om bryggerikoncernen er godt afdækket i indeværende år, ventes en "markant højere" modvind i 2022.

Sådan lyder det fra Carlsberg-topchef Cees 't Hart i en skriftlig kommentar til Marketwire, efter at selskabet tidligere på dagen kom med kvartalstal en dag før tid.

Overordnet set var der tale om en positivt kvartal for bryggeriet, hvor særligt markederne i Asien samt Øst- og Centraleuropa udviklede sig bedre end ventet.

I regnskabet forklarer Carlsberg, at højere produktionsomkostninger vil have en "begrænset indvirkning" i løbet af 2021, da bryggeriet har taget skridt for at afbøde eventuelle prisstigninger på råvarer.

Bryggeritopchefen uddyber over for Marketwire, at Carlsberg har en række tiltag klar for at afbøde stigningerne.

"Stigningerne varierer dog markant fra marked til marked, og vi vil derfor også søge at kompensere lokalt gennem en række initiativer, som for eksempel at forbedre produktmix gennem mere salg af special- og alkoholfrie produkter, forbedrede forpakningsstørrelser og et forbedret pris- og kanalmix, hvor vi er hjulpet godt på vej af genåbningen af on-trade i flere af vores vigtigste markeder," skriver Cees 't Hart.

Udviklingen på Carlsbergs største marked, Vesteuropa, var også over analytikernes forventninger, selv om væksten blegnede i forhold til de øvrige markeder.

Ser man nærmere på tallene for markedet, bemærkes blandt andet en større tilbagegang for salget af Grimbergen i Frankrig på hele 14 pct.

"Udviklingen i Frankrig har ikke været så god som forventet dette kvartal. Det skyldes i særdeleshed, at landet har været ramt af dårligt vejr i lange perioder af kvartalet," lyder forklaringen fra topchefen.

Også i Schweiz og Polen lagde dårligt vejr en dæmper på ølsalget, fremgår det af regnskabet.

Carlsbergs britiske forretning oplevede til gengæld fremgang i kvartalet - løftet af blandt andet opkøbet af pubkæden Marston's. Her steg volumen med omkring 70 pct.

"I Storbritannien har vi oplevet en fin udvikling på vores internationale brands, ligesom en god eksekvering af fusionen med Marstons har spillet en positiv rolle i den gunstige udvikling."

Carlsberg steg onsdag 0,2 pct. til 1073 kr. på børsen i København.

Heinekens opkøb af sydafrikanske Distell trækkes ud efter aktionærkrav

Carlsberg-overblik: Alle regioner leverer bedre end ventet

Carlsberg opjusterer forventninger efter genåbningsoptur

Norsk bank: Heineken-tal peger på volumenmodvind i Europa

Mere fra FødevareWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier