FødevareWatch

Carlsberg opjusterer forventninger efter genåbningsoptur

Bryggerikoncernen opjusterer forventningerne til 2021 efter stærkt salg i tredje kvartal.

Foto: Alexander Demianchuk/Reuters/Ritzau Scanpix

Carlsbergs omsætning steg i tredje kvartal i år til 19,739 mia. kr. fra 17,259 mia. kr. i samme periode sidste år.

Det viser kvartalsopdateringen, der traditionen tro er blottet for resultattal og kun indeholder tal for udviklingen i omsætning og mængder.

Omsætningen var bedre end ventet, da analytikerne ifølge et estimat indsamlet af Carlsberg havde ventet en vækst til 19,309 mia. kr.

Den organiske omsætningsvækst var i kvartalet på 13,9 pct., mens der var ventet 6,1 pct.

I mængder var der tale om en organisk vækst i volumen på 1,7 pct. mod ventet 2,6 pct.

Tuborg-volumerne steg 6 pct., Carlsberg med 1 pct.,og 1664 Blanc med 19 pct.

Opjusterer forventningerne

Carlsberg opjusterer forventningerne til 2021 til en organisk vækst i driftsoverskuddet på 10-12 pct.

Efter første halvår var forventningen en vækst på 8-11 pct., mens den tilbage i februar i forbindelse årsregnskabet for 2020 startede på 3-10 pct.

Også valutaeffekten justeres, og Carlsberg venter nu en negativ påvirkning på 100 mio. kr. mod tidligere et minus på 150 mio. kr.

Carlsberg ser samtidig en lavere effektiv skat, der ventes at blive omkring 24 pct. fra tidligere omkring 25 pct.

Omsætning og organisk vækst i Asien over forventning

Carlsberg havde i tredje kvartal af 2021 større omsætning i bryggeriets næststørste region - Asien - end ventet af analytikerne.

Omsætningen nåede i kvartalet 5,497 mia. kr. mod 4,703 mia. kr. i tredje kvartal 2020. Der var ventet en omsætning på 5,248 mia. kr. ifølge estimater indsamlet af Carlsberg.

Nettoomsætningen i Asien steg organisk 13,3 pct. mod ventet 9,5 pct.

"Den positive retning fortsatte i Kina, delvist understøttet af et let sammenligningsgrundlag som følge af sidste års nedlukninger i det vestlige Kina. I Indien fortsatte markedsforbedringen, og vores volumen var i tredje kvartal næsten tilbage på niveauet fra 2019. I Cambodia havde vores forretning glæde af sodavandsforretning, som var i stand til at opveje det svage ølmarked," skriver Carlsberg i regnskabet for tredje kvartal.

"Ølsalget i Laos, Vietnam og Malaysia og Singapore faldt som følge af restriktioner og nedlukninger," fortsætter bryggeriet.

Regionen består af Kina, Nepal, Indien, Malaysia, Sri Lanka, Indonesien, Vietnam og Cambodia.

Carlsbergs østeuropæiske forretning, der har ændret navn til Central- og Østeuropa kom også bedre ud af tredje kvartal end ventet.

Central- og Østeuropa-regionen kom ud af kvartalet med en omsætning på 5,253 mia. kr. mod 4,873 mia. kr. i samme kvartal af 2020. Der var ventet 5081 mio. kr. ifølge estimater indsamlet af Carlsberg.

Den central- og østeuropæiske nettoomsætning steg organisk 8,6 pct. i kvartalet, drevet af større volumen i on-trade-salget samt en bedre turistsæson. Der var ventet en vækst på 5,0 pct.

Rapporteret steg nettoomsætningen 7,8 pct.

"På markeder som Italien, Grækenland, Serbien og Kroatien steg volumen enten med en høj encifret eller tocifret procentsats. I Rusland og Ukraine steg volumen trods et svært sammenligningsgrundlag som følge af godt vejr sidste år," skriver Carlsberg i regnskabet.

Carlsbergs central- og østeuropæiske region dækker foruden Rusland, Ukraine, Hviderusland, Kasakhstan og Aserbajdsjan, nu også Baltikum, Italien, Grækenland og landene på Balkan samt eksport og licens med salg i blandt andet Afrika og Mellemøsten. De blev fra begyndelsen af i år flyttet fra Vesteuropa-regionen.

Ny fase aktietilbagekøb

Bryggeriet Carlsberg indleder torsdag en ny tranche i sit aktietilbagekøbsprogram på 1,250 mia. kr., hvilket vil bringe hele 2021's aktietilbagekøb op på 4 mia. kr.

Det fremgår af selskabets regnskab for tredje kvartal, der er blevet offentliggjort tidligere end planlagt onsdag eftermiddag.

Regnskabet var oprindeligt planlagt til torsdag morgen, men grundet en opjustering af forventningerne er det offentliggjort før tid.

Den tredje tranche af programmet blev afsluttet i sidste uge og var på 1000 mio. kr.

Carlsberg stiger 1,4 pct. til 1085,75 kr. onsdag.

Norsk bank: Heineken-tal peger på volumenmodvind i Europa

Heinekens ølvolumen faldt mere end ventet i tredje kvartal

Carlsberg-optakt: Genåbning ventes at give give flot vækst i tredje kvartal 

Mere fra FødevareWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

FødevareWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier