FødevareWatch

Efter mindre end 10 måneder stopper direktør i Rynkeby

Ivan Thyregod har valgt at trække sig fra posten som adm. direktør for juice- og saftproducenten Rynkeby Foods.

Ivan Thyregod tiltrådte jobbet i oktober 2020. | Foto: PR

Nordens største producent af frugt- og juiceprodukter Rynkeby Foods må vinke farvel til deres adm. direktør Ivan Thyregod, der startede i jobbet i oktober sidste år. Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.

Han har efter en gensidig overenskomst med Rynkeby Foods' ejer Eckes-Granini Group valgt at trække sig fra posten i forlængelse af arbejdet med en ny strategi for juicekoncernen.

"Vi har igennem en længere periode arbejdet med Rynkeby Foods' 2025-strategi. Det har været en spændende proces, men den har - desværre - også åbenbaret, at der er væsentlige områder, hvor Rynkeby Foods' ejere og jeg ser forskelligt på tingene," siger hovedpersonen om fratrædelsen og fortsætter:

"På den baggrund har jeg valgt at fratræde min stilling. Det har været en svær beslutning, men også en nødvendig beslutning for at sikre det stærkest mulige bagland for Rynkeby Foods' fremtidige succes."

Indtil der er udpeget en afløser for Ivan Thyregod, er det virksomhedens finansdirektør, Jens Christian Plauborg, der midlertidigt repræsenterer virksomheden.

"Det seneste lille års tid hos Rynkeby Foods har været karakteriseret af et højt aktivitetsniveau med mange nye initiativer og nye projekter under Ivan Thyregods ledelse. Så vi kan med glæde konstatere, at trods coronapandemien står Rynkeby Foods rigtig stærkt i sine markeder, og vi har sund vækst på vores brands," siger Uli Bunk, der er Rynkeby Foodsø bestyrelsesrepræsentant for Ecles-Granini Group, og fortsætter:

"Men parterne må også konstatere, at vi ikke ser den samme strategiske retning for virksomheden, og derfor respekterer vi Ivan Thyregods ønske om at fratræde. Management-gruppen i Eckes-Granini vil gerne takke Ivan Thyregod for hans indsats og ønsker ham alt det bedste i fremtiden."

Coronasituationen påvirkede både omsætning og indtjening i Rynkebys seneste regnskab for 2020, der blev offentliggjort i april. Her gik bundlinjen tilbage fra 12,1 mio. kr. i 2019 til 1,1 mio. kr. Samtidig faldt omsætningen fra 923 mio. til 849 mio. kr.

Selskabet beskæftiger omkring 250 ansatte.

Perfekt storm får Co-Ros regnskab til at styrtdykke

Rebæl vokser på juicemenuer til michelinrestauranter og lemonader i supermarkeder

Rynkeby holder næsen oven vande i udfordrende år 

Mere fra FødevareWatch

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier