FødevareWatch

Fransk spiritusproducent ser stort salgsdyk trods opjustering

Salget hos den franske spiritusproducent Rémy Cointreau er hårdt ramt under corona, men nedgangen i salget er ikke helt så slem som ellers ventet.

Foto: PR / Rémy Cointreau

Salgsdykket i første kvartal af det skæve regnskabsår kommer ikke til at være helt så slemt som frygtet hos den franske spiritusproducent Rémy Cointreau.

Selskabet, der torsdag morgen har offentliggjort sit årsregnskab, har ændret forventningerne til salgsnedgangen i det forskudte første kvartal, der dog stadig ventes at være hårdt ramt af coronakrisen.

Rémy Cointreau regner nu med, at det organiske salg i perioden april, maj og juni falder med 45 pct.

Det er trods alt bedre end spiritusproducentens tidligere forventning om en nedgang i salget på 50-55 pct.

Opjusteringen skyldes, at selskabet har oplevet, at spiritusforbruget i USA igen har rykket på sig i løbet af de seneste uger.

Rémy Cointreau producerer blandt andet appelsinlikøren Cointreau, Mount Gay-rom og cognacen Rémy Martin.

Det franske selskab forudser samtidig, at driftsindtjeningen vil dykke med 45-50 pct. i den første halvdel af regnskabsåret, før en stærk genopretning ventes at sætte ind i løbet af de sidste seks måneder.

Rémy Cointreau sætter sin lid til, at særligt Kina og USA vil drive fremgangen i spiritusmarkedet i anden halvdel af regnskabsåret 2020/21.

I hele det afsluttede regnskabsår, der løb til og med marts i år, dykkede omsætningen til 1024,8 mio. euro fra 1125,9 mio. euro året forinden.

Driftsoverskuddet tog samtidig et dyk til 195,5 mio. euro fra 265,8 mio. euro året forinden.

Regnskabsårets sidste kvartal, der løb fra januar til udgangen af marts, var præget af coronapandemien, som fik en lang række lande verden over til at lukke ned i forskellig grad.

Mange steder har det betydet, at restauranter og barer har holdt lukket i en periode.

Ifølge Rémy Cointreau er udfordringerne heller ikke ovre endnu.

"Denne globale krise vil fortsat påvirke koncernens drift i løbet af det kommende regnskabsår. Sparetiltag er blevet implementeret uden at gå på kompromis med selskabets strategi," fremgår det af årsregnskabet.

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier