FødevareWatch

Thise løfter sløret for sit første veganske produkt

Det økologiske mejeri Thise melder sig ind i plantekrigen med en havredrik, der skal ramme detailhandlen til foråret. "Vi er forpligtede til at lytte til, hvad forbrugeren gerne vil have," siger direktør Poul Pedersen.

Poul Pedersen har stået i spidsen for Thise Mejeri siden 1992. Foto: Casper Dalhoff/Ritzau Scanpix

Om kort tid er mejeriet Thise klar med sit første veganske produkt, der skal ramme køledisken.

"Vi lancerer en havrebaseret drik i løbet af foråret," siger Poul Pedersen, adm. direktør i Thise.

Andelsmejeriet har gennem de sidste ni måneder arbejdet på et vegetabilsk alternativ til mælk for at kunne tappe ind i trenden mod et stigende forbrug af plantebaserede fødevarer.

"If you can't beat them, join them. Vi skal overleve som mejeri i Thise, og vi er forpligtede til at lytte til, hvad forbrugeren gerne vil have. Hvis de gerne vil have plantebaserede drikke, så skal de sørme få det," siger 64-årige Poul Pedersen.

"Lige før jeg selv kan drikke det"

Produktet står til at blive lanceret i butikker i den østlige del af landet, ifølge direktøren, som ikke ønsker at blive meget mere konkret. I Danmark bliver Thises produkter dog udelukkende forhandlet gennem Coop, hvorfor Irma vil være et nærliggende bud.

Thise vil differentiere sig på næringsindholdet ved at tilføje en større andel af plantebaserede ingredienser, så drikkene indeholder mere protein end den gennemsnitlige plantedrik. Selv har Poul Pedersen været med til næsten alle prøvesmagninger af det nye produkt.

"Det er utroligt spændende. Det er lige før, jeg selv kan drikke det," griner direktøren og pointerer, at det er jysk for, at han synes, at det smager godt.

Arbejdet med plantebaserede drikke fortsætter, for vi skal investere en masse penge i det.

Poul Pedersen, adm. direktør, Thise

Havredrikken er frisk uden UHT-varmebehandling eller e-numre, og den vil blive fremstillet i Thises nye klimavenlige karton, der er lavet på træmasse fra Skandinavien. Og så er den selvfølgelig økologisk; ligesom resten af produkterne fra mejeriet.

"Det kan jeg godt garantere dig for," understreger Poul Pedersen, der ikke har nogen målsætning for det nye sats.

"Vi bruger ikke tiden på at beregne, hvor meget vi vil sælge. Vi tror på produktet, og så må forbrugeren bestemme," siger han.

Tonedøv hvis du ikke ser potentiale

Havredrikken bliver sandsynligvis den første af flere veganske lanceringer, og Poul Pedersen har både alternativer til yoghurt og syrnede mælkeprodukter i tankerne; omend virksomheden ikke er lykkedes med konkrete produkter endnu.

"Nu starter vi lige her. Arbejdet med plantebaserede drikke fortsætter, for vi skal investere en masse penge i det," siger Poul Pedersen uden at ville sætte beløb på.

Man skal være noget tonedøv, hvis ikke man er klar over, at vi vil komme til at spise flere vegetabilske produkter.

Poul Pedersen, adm. direktør, Thise

Han ser især potentiale indenfor fleksitarsegmentet, og potentialet afhænger af, hvor gode produkterne bliver, pointerer han. Derfor er det afgørende, at Thise investerer i udvikling af produkter, der både er nærende og smager godt.

"Man skal være noget tonedøv, hvis ikke man er klar over, at vi vil komme til at spise flere vegetabilske produkter. Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg kommer ud af mejeribruget, så jeg kan stadig rigtig godt lide mælk og smør. Men jeg synes, at det er sjovt, og vi har nogle gode forudsætninger for at være med til at udvikle kategorien," siger Poul Pedersen.

Nej tak til soja eller mandler

For Thise er det afgørende, at produkterne trækker på de nuværende andelshaveres afgrøder, og derfor er valget i første omgang faldet på havre.

"Vores landmænd har en stor produktion af havre og andre produkter, der blafrer i vinden. Vores produkter skal hovedsageligt være baseret på afgrøder fra Danmark og fra vores andelshavere. Det er sundt for vores forretning uden på nogen måde at forklejne de andre produkter," forklarer Poul Pedersen.

Af selvsamme årsag vil Thise aldrig lancere soja- eller mandeldrikke, fastslår han. Generelt har drikkene været et oplagt valg for mejeriet, da de går fint i spænd med Thises forsyningskæde. Havredrikkene kommer til at køre på et separat tappeanlæg på mejeriet nord for Skive.

Arla sender snart plantedrikke i handlen

Lanceringen rammer butikerne nogenlunde samtidig med, at Arla vil sende en række plantebaserede produkter i handlen. Poul Pedersen ser intet problem i, at mejeribranchen går ind i den plantebaserede kategori.

"Det ikke unormalt, at mejerier bruger vegetabilske afgrøder. Vi har eksempelvis brugt rapsolie i flere årtier til at lave smørbare produkter," siger direktøren og pointerer, at Thise også allerede sælger kød fra sine andelshavere.

Derfor mener Poul Pedersen, at satsningen på plantedrikke vidner om en "innovativ kategori, der er åben for nye muligheder og udfordringer," som han formulerer det.

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier