FødevareWatch

Carlsberg efter togulykke på Storebæltsbroen: Vi er dybt berørte

Det var et godstog med returemballage til Carlsberg, der onsdag morgen var involveret i en alvorlig togulykke på Storebæltsbroen. "Vi er dybt, dybt berørte," lyder det fra informationschef i bryggerikoncernen.

Foto: Tim K. Jensen.

Carlsberg bekræfter, at det var en hel normal transport af bryggeriets produkter, der cirka 07.35 onsdag morgen var involveret i togulykken på Storebælt, hvor seks mennesker har mistet livet.

Det skriver Fredericia Dagblad.

En havarikommission er sammen med politi og redningsmandskab ved at klarlægge de nærmere omstændigheder, men Carlsbergs informationschef, Kasper Elbjørn, oplyser til Fredericia Dagblad, at godstransportøren DB Cargo var på vej med returemballage fra DB Cargos store knudepunkt i Høje Taastrup til Carlsbergs bryggeri i Fredericia.

Dele af et tag eller en presenning rev sig løs fra godstoget og ramte lyntoget med 131 rejsende og tre DSB-folk om bord. Det bekræfter Banedanmark. Det er uklart, hvor store dele der er tale om. Godstoget og lyntoget kørte i hver sin retning.

"Vi er dybt, dybt berørte og har slet ikke ord," lyder den første melding fra Carlsberg og Kasper Elbjørn til Fredericia Dagblad.

15 gange om ugen afgår toget med 500.000 liter øl og sodavand fra Carlsbergs bryggeri i Fredericia til DB Cargos kombiterminal, kan man læse på den internationale, tyske godsgigant hjemmeside.

Den anden vej sendes der tom emballage.

Fredericia Dagblad har forgæves forsøgt at få en kommentar fra DB Cargo.

(Denne artikel og billedmateriale er videreformidlet af Ritzau Bureau på vegne af Jysk Fynske Medier)

Her er årets mest markante opkøb i den danske føde- og drikkevaresektor

Carlsberg samarbejder i indisk undersøgelse af ølkartel

Vestfyen justerer synet på eksport efter flere udfordringer

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier