FødevareWatch

EU-Parlamentet vil have gratis postevand på restauranter

EU-Parlamentet vil gøre vand fra hanen gratis på restauranter, så færre køber vand på flasker.

Foto: Ritzau Scanpix/Jørgen Jessen

EU's borgere skal have bedre adgang til rent drikkevand af høj kvalitet. Det gælder både i offentligheden og i hjemmene.

Det mener EU-Parlamentet, hvor et flertal har stemt for et nyt drikkevandsdirektiv.

EU's medlemslande skal sørge for universel adgang til rent vand i EU, mens der skal være bedre adgang til vand i byer og på offentlige steder ved at opstille gratis drikkevandsfontæner.

Landene bør også stile efter, at vand fra hanen er gratis eller tæt på, når folk bestiller det på restauranter og i kantiner.

I det hele taget er formålet med lovforslaget at gøre vand fra hanen mere attraktivt og tilgængeligt for EU's borgere.

Forslaget skal diskuteres af medlemslandene, før det kan træde i kraft.

Tanken er, at højere vandkvalitet vil medføre, at færre køber vand på flasker, hvilket vil mindske mængden af plastaffald.

Engangsplastikflasker er ifølge EU-Kommissionen en af de hyppigste former for plastaffald på Europas strande.

De nye regler skærper de maksimale grænser for forurenende stoffer i drikkevand. De har også til formål at stramme kontrollen med indholdet af mikroplast i drikkevandet.

EU-Kommissionen vurderer, at et mindsket forbrug af vand på flasker kan spare EU's husholdninger for over 600 mio. euro årligt.

Ifølge parlamentet bør EU-landene især fokusere på sårbare gruppers adgang til vand.

Ordfører for forslaget Michel Dantin fra den konservative gruppe, EPP, mener, at tirsdagens skridt er et vigtigt et af slagsen.

"Vores måde at forbruge vand på er afgørende for menneskehedens fremtid. Alle bør naturligvis have adgang til rent drikkevand af høj kvalitet. Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at alle har råd til rent drikkevand," siger han.

10 år efter mælkeskandalen i Kina: Mistillid får fortsat kineserne til at købe vestlige fødevarer

Økodilemmaet: Det er ikke altid de usprøjtede kaffebønner, der smager bedst

Studie: Amerikanere er klar til at betale mere for bæredygtige øl

Sodastream vinder retssag om plastikkampagne

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier