
Bestyrelsesformanden for Indslev Bryggeri, Johnny Bihl fra Vejle, har flere forklaringer på, hvorfor bestyrelsen sammen med direktør Anders Busse Rasmussen har valgt at begære Indslev Bryggeri konkurs, skriver Fyens Stiftstidende.
"Bryggeriet har i alle årene hvilet på et beskedent finansielt fundament og været tynget af en stor gæld. Bryggeridrift er præget af høje, faste omkostninger, og i de få år, hvor vi endelig har haft overskud, har de været meget beskedne," siger Johnny Bihl til avisen.
Han forklarer, at når det så går galt nu, skyldes det nok især, at salget ikke er vokset i det omfang, man havde håbet. Og der er hovedforklaringen, at det har taget længere tid at skabe interesse i markedet for bryggeriets nye satsning, fadlagret øl, som samtidig har været længe undervejs,
Efter Johnny Bihls vurdering bliver der ikke midler til de simple kreditorer efter konkursen. Der vil kun være penge til kreditorer med pant i ejendom og produktionsanlæg, mens leverandørerne formentlig må skyde en hvid pil efter deres tilgodehavender. Også Middelfart Sparekasse har udsigt til et tab, vurderer formanden.
Indslev Bryggeri går konkurs - jagter ny kapital