FødevareWatch

Rekordmange nye bryggerier i Danmark i 2017

Aldrig før er der åbnet så mange nye bryggerier på et år i Danmark. Mange af de nye skud på stammen har hjemme i mindre byer og på små øer, og det bidrager væsentligt til den lokale sammenhængskraft, mener Bryggeriforeningen.

Foto: Fakta

I 2017 debuterede 30 danske bryggerier og kontraktbryggerier med øl, og det er ny rekord. Den hidtidige rekord er fra 2013, hvor der var nye 22 bryggerier og kontraktbryggerier.

Det viser en ny opgørelse foretaget af beerticker.dk.

"Med de 30 nye danske bryggerier er vi oppe på i alt 197 bryggerier i Danmark. Mange af bryggerierne opstår i mindre byer og på små øer, og de bidrager væsentligt til både lokal sammenhængskraft, beskæftigelse og økonomi. Samtidig glæder vi os over, at de forkæler de danske øl-nydere med rekordmange øl for enhver smag," siger Bryggeriforeningens direktør, Niels Hald, til beerticker.dk.

Samtidig var 2017 også et rekordår for antallet af nye øl, som blev præsenteret på det danske marked. 1.622 nye øl blev introduceret i årets løb; et tal, der dækker alle kommercielle, danske øl. Lige fra øl, der nu er fast del af sortimentet, til små engangsbryg, der kun har været tilgængelig en kortere periode.

Mange nye på vej

Også Danske Ølentusiaster glæder sig over udviklingen, der betyder, at de danske ølforbrugere har fået flere valgmuligheder.

"Det er mange øl at holde styr på. Og jeg tvivler på, at der er nogen, der har smagt dem alle. Men tallet viser, at ølmarkedet bestemt ikke er mættet, eller at danskerne ikke har lyst til at prøve nyt," siger Hans Peter Jepsen, landsformand i Danske Ølentusiaster, i en pressmeddelelse.

Ifølge Danske Ølentusiaster efterretninger bliver 2018 også et år, hvor mange nye bryggerier åbner. Foreløbig er der ifølge den uafhængige forbrugerorganisation åbnet to nye bryggerier i 2018; Crates Brewing og Lammefjordens Bryghus. Danske Ølentusiaster har over ti nye, danske bryggerier, der åbner i 2018, på listen.

Coop lytter til kritik: Indfører klar skiltning på ølhylderne

Flere små bryggerier kæmper med økonomien

Det Fri Øl indfører kontingent og varsler offensiv

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier