FødevareWatch

Irma indleder jagten på veganere og vegetarer

Coops gamle dame, der i mange år har været bannerfører på markedet for kvalitet- og premium-fødevarer, vil nu forsøge at favne den voksende kundegruppe af veganere og vegetarer i et nyt koncept.

Foto: Ritzau

Irma-kæden vil med nye særlige afdelinger for veganere og vegetarer forsøge at få fat i den stadigt voksende gruppe danskere, som ikke spiser kød, eller som ønsker at skrue ned for kødindtaget.

Det skriver Coop i en pressemeddelelse.

Ifølge detailkoncernens analyseafdelingen svarer 43 pct. af de adspurgte danskere i en undersøgelse, at de gerne vil spise mindre kød, og særligt er interessen for veganske og vegetariske varer stærkt stigende i hovedstadsområdet, hvor hovedparten af de 80 Irma-butikker befinder sig.

Derfor åbner Irma konceptet "Det Grønne Måltid" i foreløbig otte af kædens butikker. Det er specialafdelinger i frugt- og grøndtafdelingerne, hvor kæden samler sine omkring 150 veganske og vegetariske varer.

Når alle butikker i 2018

"Vi høster erfaringer de kommende otte uger i de otte butikker. Herefter ruller vi det ud i alle øvrige butikker i løbet af 2017. Vi forventer, at vi i begyndelsen af 2018 har afdelinger i alle 80 Irma-butikker," siger direktør Søren Steffensen, Irma.

Kunderne vil i afdelingen kunne finde færdige måltidsretter uden kød, falaffel- og bønnefars, gyros, kebab og tofu. Der vil f.eks. også være en serie af bars, en mayo, flere smørbare cremer (choko), humus, pateer, samt en UHT caffe latte-soyamælk, skriver Coop.

De otte Irma-butikker befinder sig på Rantzausgade, Tagensvej og Nørrebrogade på Nørrebro, i Hørsholm, på Finsensvej og på Ndr. Fasanvej på Frederiksberg og i butikken ved Sluseholmen i København S. Alle butikker er udvalgt efter beliggenhed, kundegrundlag samt plads i butikken.

I starten af året skruede Irma-kæden op for sine økologiske målsætninger. Det skete efter et 2016, hvor 31 pct. af omsætningen kom fra økologiske varer. Målsætningen i de omkring 80 butikker er, at man i 2020 skal hente 50 pct. af sin omsætning fra økologiske varer.

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier