FødevareWatch

Salling Group indfører prisloft på op mod 200 varer

Dagligvarekoncernen sætter de næste fem måneder fast pris på en række basisvarer i Føtex, Bilka og Netto. Det er primært Salling Groups egne varemærker, der prisfastsættes, og her opfordrer man leverandørerne til mærkevarer at følge med.

Foto: Salling Group/PR

Dagligvarekoncernen Salling Group vil nu give kunderne garanti for, at prisen på 100-200 udvalgte daglig- og fødevarer ikke kommer til at stige i pris over de næste fem måneder.

Det skriver koncernen i en pressemeddelelse.

Helt konkret sætter Netto, Føtex og Bilka fra i dag og frem til udgangen af oktober loft over prisen på 100-200 basisvarer. Beslutningen kommer som baggrund på måneder med højere priser på energi, transport og råvarer, der har skabt stigende forbrugerpriser og en historisk høj inflation.

”Vi deler økonomernes forventning om, at inflationen fortsætter, og at priserne dermed vil stige resten af året. Kunderne er de seneste mange måneder blevet mødt af voldsomme prisstigninger på alt fra benzin til mælk. Vi garanterer derfor, at prisen på de udvalgte basisdagligvarer ikke udvikler sig yderligere de næste fem måneder på trods af stigende inflation og højere priser hos vores leverandører,” siger Per Bank, der er adm. direktør i Salling Group.

Opfordrer leverandører til at fastlåse priser

Det er primært Salling Groups egne varemærker, der vil være en del af sortimentet med de fastlåste priser.

”Vores egne varemærker er mere efterspurgte end nogensinde, og her har vi samtidig den bedste mulighed for at tilbyde kunder stabile priser. Kunderne køber dog fortsat ind på de kendte mærkevarer, og derfor håber vi også, at vi sammen med leverandørerne kan hjælpe forbrugerne gennem denne tid, hvor husholdningsbudgetterne er udfordret,” siger Per Bank.

I en uddybende forklaring på Linkedin forklarer direktøren, at hvis priserne fra leverandørerne falder, vil dagligvarekædens egne varer følge med.

”For at hjælpe danskerne ser vi gerne, at mange mærkevareleverandører tilslutter sig kampagnen og låser deres priser til os. På den måde kan kunderne også opleve stabile priser på de mærkevarer, som mange kunder foretrækker - lige fra OTA Solgryn til Heinz Ketchup,” skriver han.

1. november vil koncernen vurdere, om perioden med fastlåste priser skal forlænges. Hvis markedet vender inden da, vil priserne blive reguleret med det samme.

Royal Unibrew afviser Coop-kritik af prisstigninger

Ny formand på plads i Royal Greenland

Tysk supermarkedskæde forbliver i Rusland trods krig

Mere fra FødevareWatch

Gynger og karruseller på Chr Hansens fødevaremarkeder

Mens kvartalstallene i stor stil ligger indenfor skiven, er der store forskelle at finde på ingredienskoncernens markeder på fødevareområdet. Nordamerika kører for fuld damp, mens Kina er bremset mere op på yoghurtfronten som følge af pandemien.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

FødevareWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier