FødevareWatch

Aarhusianske Kvickly-kunder tester nyt klimamærke på mad

Et nationalt klimamærke er under udvikling, men nu tyvstarter Coop med eget klimamærke, der testes i Aarhus.

Foto: Claus Bonnerup/Digital foto

Mens detailhandlen venter på et nationalt klimamærke, tager dagligvarekoncernen Coop tirsdag sit eget nye mærke i brug i en Kvickly-butik i Aarhus.

De klimavenlige fødevarer i Kvickly Bruuns Galleri vil fra tirsdag eftermiddag være mærket ”Et bedre klimavalg”.

- Vi laver et slags klimalaboratorium, hvor vi ved hjælp af nudging og tydelig kommunikation tester, om kunderne er klar til at vælge de klimavenlige fødevarer, siger klimachef i Coop Jonas Engberg.

Fødevareminister Rasmus Prehn (S) har bebudet et statskontrolleret klimamærke, der skal hjælpe forbrugerne til at købe varer, der har et lavere klimaaftryk.

Danskerne udleder i gennemsnit to ton CO2 om året fra fødevarer og drikkevarer.

Så der er ifølge fødevareministeren noget at hente, hvis forbrugerne bliver bedre til at fylde indkøbskurven på grønnere vis.

Derfor har ministeren nedsat en arbejdsgruppe, og den skal senest om et år komme med et bud på, hvordan et klimamærke kan skrues sammen.

Men Coop vil i gang allerede nu og mener, at man har de nødvendige data til at kunne lave et klimamærke.

- Det er jo en bunden opgave, at vi skal reducere vores CO2-udslip. Klimabelastningen fra produktion af fødevarer globalt er jo massiv og alt for stor i forhold til, hvad planeten kan holde til, siger Jonas Engberg.

Forsøget med klimamærket i Kvickly Bruuns Galleri kommer til at forløbe et år.

Det vil give nogle erfaringer, som man ifølge klimachefen vil spille ind med i den arbejdsgruppe, som skal udvikle det nationale klimamærke.

- Flertallet af vores kunder vil gerne hjælpes til et mere klimavenligt forbrug, men de synes, det er besværligt.

- Derfor vil vi hjælpe dem til at navigere i junglen af klimabudskaber, siger Jonas Engberg.

I første omgang omfatter ordningen fødevarer. Men senere vil også såkaldte nonfood varer efter planen komme med i klimamærket.

/ritzau/

Mere fra FødevareWatch

Sommertid på FødevareWatch

I de kommende fem uger udkommer FødevareWatch med ét dagligt nyhedsbrev, hvor vi løbende vil bringe nyheder fra branchen.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

FødevareWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier