FødevareWatch

Jagten på detaillokationer intensiveres

KAMPEN OM KVADRATMETERNE: Der er rift om de gode placeringer i landets store byer, og konkurrencen blandt detailkæderne stiger i takt med deres ekspansionsplaner. I Coop retter man fokus mod en bestemt type område, når der skal åbnes nyt.

Foto: Lars Krabbe/ERH

Detailbranchens interesse for åbninger af nye butikker har sat sit præg på markedet for erhvervsejendomme, hvor konkurrencen er skarp, og riften om de gode placeringer er stor.

Det siger Flemming Møller Hansen, der i november tiltrådte som ejendomsdirektør i Coop efter to år som ejendomschef samme sted,

"Alle dagligvarekæder leder efter de samme placeringer med et stort kundeopland, god synlighed, og som er nemt at komme til og fra. Vi er alle på jagt efter det samme, imens supermarkeds- og discountkæder ekspanderer, og det giver selvsagt problemer," siger han. 

Han bliver bakket op af Aldis ejendoms- og udviklingsdirektør Rene Friis Nielsen, der særligt oplever området nord for København som et svært sted at åbne nye butikker.

"Der er rigtig stor rift om de gode placeringer, og vi er bestemt ikke den eneste kæde, der er ekspansionslystne. Vi søger både efter grunde og allerede etablerede butikker, og planloven gør, at man kun kan etablere butikker på udpegede steder," siger han og fortsætter:

"Det hænger ikke nødvendigvis sammen med butikstætheden, men at det er et attraktivt sted at være. Generelt er det her svært at få de rigtige tilladelser i hus."

Ifølge Ejendomstorvet.dk er udbuddet af butikslokaler i øjeblikket det laveste, der er set de seneste 10 år. Ifølge Retailnews er udbuddet faldet i fem kvartaler i træk, og i løbet af det seneste år beløber det sig op til 118.500 færre kvadratmeter på markedet.

Fokus på byen i byen

De fleste detailkæder sender lange blikke efter de gode lokationer i de store byer, men også mellemstore byer som Silkeborg og Vejle er interessante, fortæller Coops ejendomsdirektør. Èn helt bestemt type af befolkningstætte områder har dog særligt hans interesse.

"I de store byer, hvor der bygges i højden, er der inden for en lille radius stort omsætningspotentiale. Vi kigger særligt meget på de nye bydele, der fungerer som en by for sig selv, som højkonjunkturen har medført. De bydele er sammensat af fremtidens forbrugere, og vi skal derfor have helt nye øjne på, hvad danskerne har brug for," siger Flemming Møller Hansen.

Drømmescenariet er en helt ny butik med p-pladser, men vi er opmærksomme på, at det ikke kan lade sig gøre alle steder

Rene Friis Nielsen, ejendoms- og udviklingsdirektør, Aldi

Han nævner bl.a. den ny bydel i nordøstsjællandske Hedehusene, området omkring Nordhavn samt Engholmene, der betegner Københavns nye kanalby, som eksempler på den slags områder.

Fælles for de lokationer er, at bydelen rundtom fungerer som en by i sig selv med skole, faciliteter, S-tog og dagligvarebutikker.

"Det er nutidens svar på nye boligområder ligesom dem, der blev bygget i tresserne og halvfjerdserne, og det er områder som er både svære for dagligvarekæderne, men også rigtig interessante, at komme ind i. Her er en sammensætning af borgere, hvor der er tiltænkt en hel livscyklus ind, og de kommer til at være der i mange år," siger direktøren.

Infrastrukturen er ekstra vigtig

I Aldi og Coop er de to ejendomsdirektører særligt opmærksom på den gode infrastruktur og adgang til butikken, når en ny butik skal placeres.

"Drømmescenariet er en helt ny butik med p-pladser, men vi er opmærksomme på, at det ikke kan lade sig gøre alle steder. Med en helt nybygget butik kan vi bedst vise vores koncept, men samtidig vil vi gerne ligge i en etagebygning, hvis placeringen er den rigtige," siger Rene Friis Nielsen.

Det er nemlig få steder uden for de store byer, at danskerne kommer gående til butikkerne, siger Coop-direktøren.

"Det er vigtigt, at butikken er placeret, så de er trafikalt tilgængelige i bil. I provinsen går man særligt efter de trafikale placeringer, fordi man skal trække et større opland inden for en større radius, og her er det vigtigt med gode parkeringsmuligheder," siger Flemming Møller Hansen.

Flere uafhængige kiosker tilslutter sig kæder

Detailkoncern køber del af svensk Nemlig-pendant

"Der sker noget i et lille bysamfund, når den sidste butik forsvinder" 

Mere fra FødevareWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

FødevareWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier