FødevareWatch

Regeringen: Fra mandag skal der igen bruges mundbind i butikker

Stigende smittetal med covid-19 har fået Epidemikommissionen til at indstille til genindførelse af mundbind og fra mandag skal de igen bruges i dagligvarebutikker. SMVdanmark vil have genåbnet drøftelser om kompensation.

Foto: Søren Vendelbo/Ritzau Scanpix

Regeringen ønsker, at det igen skal være et krav at bære mundbind eller visir i blandt andet den kollektive transport og i detailhandlen. For eksempel i dagligvarebutikker og indkøbscentre og på takeawaysteder.

Det siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) onsdag på et pressemøde i Eigtveds Pakhus i København.

Det er Epidemikommissionen, der anbefaler, at det igen skal være et krav at bære mundbind eller visir udvalgte steder på grund af den stigende smitte med coronavirus.

"Det er en anden epidemi, vi står med nu. Delta-varianten er langt mere smitsom, og det udfordrer os. Derfor er vi nødt til at tage disse værktøjer i brug," siger Magnus Heunicke.

Regeringen ønsker også, at der skal bruges mundbind eller visir i sundhedssektoren, for eksempel for patienter og medarbejdere på sygehuse og på klinikker og i kommunale sundhedstilbud.

Det samme skal gøre sig gældende på ældreområdet og i sociale tilbud for besøgende og ansatte.

I august i år ophørte kravet om at bruge mundbind eller visir i den kollektive transport, hvilket var blevet indført et år forinden.

Siden juni har det ikke været et krav at bære mundbind eller visir i butikker.

Direktør Søren Brostrøm fra Sundhedsstyrelsen, der sidder i Epidemikommissionen, siger, at Danmark i et stykke tid har været et ret åbent samfund sammenlignet med andre lande.

Men med de stigende smitte- og indlæggelsestal er det nødvendigt at finde mundbindet frem igen.

"Det er ærgerligt, at vi skal have mundbind igen, men det er desværre nødvendigt," siger Søren Brostrøm.

Magnus Heunicke siger, at han torsdag vil søge at få opbakning til regeringens ønsker i Folketingets Epidemiudvalg, der tæller 21 folketingsmedlemmer.

Der må ikke være flertal i udvalget imod regeringens ønske, hvis det skal gennemføres.

Hvis kravet om mundbind får opbakning, kan det træde i kraft fra mandag 29. november, oplyser sundhedsministeren.

Kompensationspakker bør drøftes igen

Regeringens udmeldinger afføder straks reaktioner og i SMVdanmark mener man, at de straks vil sætte sig i markedet i form af lavere efterspørgsel. Kompensationspakkerne bør derfor straks genåbnes, hedder det i pressemeddelelse fra organisationen, der organiserer 18.000 små og mellemstore virksomheder.

"Med nye restriktioner sender sundhedsministeren det signal til danskerne, at coronaen ikke er under kontrol, og de bør beskytte sig yderligere. Det forstærker desværre den tendens, der allerede er, med aflysninger og manglende bestillinger hos en række virksomheder - også selvom det stadigt er tilladt af holde julefrokost og gå til frisør," siger Jakob Brandt, adm. direktør i SMVdanmark.

"Derfor må regeringen finde checkhæftet frem og skabe et sikkerhedsnet til de virksomheder, der oplever et stort fald i omsætningen. Det er helt urimeligt, hvis enkelte virksomheder eller enkelte brancher - igen - skal bære regningen for hele Danmarks coronaindsats, som skal passe på de syge og svage. Derfor bør politikerne genindføre kompensationspakkerne, som vi kender dem fra foråret," tilføjer han.

Der eksisterer stadig én kompensationsordning, som fungerer frem til årsskiftet, men den kræver, at virksomheden har en omsætningsnedgang på mindst 45 pct., oplyser organisationen.

Arla indfører krav om coronapas for medarbejdere

Medie: Epidemikommission anbefaler coronapas i toget

Danish Crown vil indføre krav om coronapas

Mere fra FødevareWatch

Ketchupeffekt redder resultatet hos kæmpen Euro Cater

Den nordjyske Euro Cater-koncern, der omsætter for over 8 mia. kr., har igen haft et svært og coronapåvirket regnskabsår. Samlet blev det dog til et positivt resultat i et år, hvor store nedgange blev afløst af store opture, siger økonomidirektør.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier