FødevareWatch

London og supermarkeder trodser Boris Johnson med mundbindskrav

England har droppet stort set alle restriktioner natten til mandag, men mundbind er stadig et krav i London.

Mandag morgen står englændere op til et genåbnet samfund, hvor stort set alle coronarestriktioner er skrottet.

Men selv om mundbind og afstand ikke længere er et krav, er det ikke selvskrevet, at tiltagene hører fuldstændig op.

Blandt andet har Londons borgmester, Sadiq Khan fra Storbritanniens største oppositionsparti, Labour, bedt transportmyndighederne i lokalområdet om at fastholde kravet om mundbind i den offentlige transport. Det skriver Sky News.

"Hvis du ikke bærer mundbind, spredes virusset yderligere. Det er så simpelt som det," skriver Sadiq Khan på Twitter søndag.

"Mit mundbind beskytter dig, dit mundbind beskytter mig - og ansigtsbeklædning forbliver obligatorisk i al offentlig transport i London," skriver borgmesteren videre.

Flere store supermarkedskæder har også meddelt, at de foretrækker, at deres personale og kunder fortsat bruger mundbind. Det gælder kæderne Tesco, Sainsbury's, Asda, Morrisons og Aldi, skriver nyhedsbureauet Reuters.

"Vi beder vores kunder og kolleger om at være på den sikre side," lød det i en erklæring fra Tesco, der er Storbritanniens største supermarkedskæde, i sidste uge.

En overvejende del af briterne har ligeledes udtrykt bekymring over genåbningen.

I en meningsmåling fra Kantar svarer 66 procent, at de ønsker, at de fleste eller alle restriktioner bør blive. 60 procent af de adspurgte mener, at man fortsat bør bære mundbind i butikker og i den offentlige transport.

Genåbningen sker på et tidspunkt, hvor Storbritannien har registreret mere end 50.000 daglige smittede. Kun Indonesien og Brasilien registrerer i øjeblikket højere smittetal.

Premierminister Boris Johnson - som er i selvisolation, efter at den britiske sundhedsminister blev testet positiv for coronavirus - opfordrer stadig befolkningen til at forblive forsigtig under genåbningen.

Han forsvarer genåbningen med, at to tredjedele af den voksne befolkning i Storbritannien er blevet fuldt vaccineret.

Danish Crown sender salgsdirektør tilbage til England

Just Eat oplever helt nye danske forbrugsvaner under EM 

Aftale sikrer vækst: Nu begynder Arla at hente råvarer i Nordirland 

Mere fra FødevareWatch

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier