FødevareWatch

Takeaway-kæmper på opkøbsjagt under covid

I ly af coronapandemien har nogle af verdens største takeaway-aktører været på opkøbstogt – og resultatet fortæller om en branche i hård udvikling og opbygningen af de største takeawaykoncerner uden for Kina.

Foto: Issei Kato/REUTERS / X90003

De seneste seks måneder har den internationale takeawayscenes tektoniske plader været i forandring. Og det er sket i ly af en krise, med opkøb og milliarder i ryggen – for ikke at tale om betænkeligheder fra de britiske konkurrencemyndigheder.

Og hvis man skal forstå hvorfor, kan man nøjes med to divisioner hos Uber.

I maj offentliggjorde det amerikanske tech-selskab, at den hidtil centrale kørselsvirksomhed resulterede i et tab på ca. 18 mia. kr. i første kvartal og en fyreseddel til 14 pct. af de ansatte.

I takeaway-divisionen Uber Eats steg bruttofortjenesten med 53 pct. i samme periode.

Fremgangen var ifølge analytikere også en af de primære grunde til, at det amerikanske selskab gennem krisen har øget investeringerne i takeaway, hvilket i forrige måned resulterede i opkøbet af den amerikanske startup Postmates – som har omkring 10 mio. brugere i USA – for lidt over 16,5 mia. kr.

Opkøbet fandt sted kun en måned efter, at Just Eat Takeaway havde overtaget en af Ubers amerikanske konkurrenter – og den i april andenstørste aktør på det samlede amerikanske marked – Grubhub.

Til sammenligning havde virksomheden ifølge analysebureauet Statista omkring 22,6 mio. aktive brugere i 2019 mod 17,7 året før.

Dertil kommer, at Amazon i april blev blåstemplet af de britiske konkurrencemyndigheder til at skyde endnu 3,5 mia. kr. i britiske Deliveroo og kun et halvt år efter, at tyske Delivery Hero opkøbte den sydkoreanske markedsleder Woowa.

Købet skete angiveligt på grund af stadigt hårdere konkurrence på det europæiske marked.

Just Eat Takeaway opkøber amerikansk konkurrent

Den største aktør uden for Kina

Opkøbet af Grubhub er kun en af de seneste indikationer på, at det går stærkt i takeaway-branchen i disse år.

Den amerikanske startup har tidligere været ombejlet af Uber, som også var i dialog om et potentielt opkøb af Deliveroo i 2018. Det er dog ikke første gang, at Just Eat Takeaway har været på opkøb blandt konkurrenter. Tilbage i 2017 opkøbte den britiske konkurrent Hungryhouse for 1,9 mia. kr. efter en større granskning af de britiske konkurrencemyndigheder.

Grubhub har dog været i en anden skala.

Med en opkøbspris på 46 mia. kr., har Just Eat Takeaway ifølge flere medier etableret sig som den største markedsspiller udenfor Kina.

Virksomhederne selv lægger vægt på at have skabt "en virksomhed bygget op om fire af verdens største profitsamlinger inden for madlevering: USA, Storbritannien, Holland og Tyskland".

"Vi synes, at det er en vidunderlig kombination."

Dara Khosrowshahi, topchef hos Uber

"Defensivt og offensivt opkøb"

Salget af Grubhub og Postmastes melder sig som to af de seneste handler og kapitalindskud, som gennem anden halvdel af 2019 og første halvdel af 2020 har præget takeaway-markedet.

På de mindre kendte linjer kan nævnes tyske Delivery Heros opkøb af sydkoreanske Woowa i december for at styrke positionen på det attraktive asiatiske marked, alt i mens konkurrencen bliver stadigt hårdere på det europæiske.

Flere steder har covid-19-pandemien samtidig skabt fremgang, hvor analytikere har peget mod, at branchen har fået fornyet rygvind under covid-19-pandemien.

På mere hjemlige breddegrader, har det ikke mindst været tydeligt hos aktører som Wolt og Just Eat, der har meldt om en stigning i ordreantallet på mellem 15-30 pct. under krisen.

Covid-19 sendte Wolt langt foran forventningerne – men nu er rygvinden væk

Ifølge analytikere var netop coronakrisen også en af de store drivkræfter bag Ubers' interesse i Postmates.

Overfor The New York Times lagde en brancheanalytiker bl.a. vægt på, at handlen har været et "defensivt og offensivt opkøb", mens kerneforretningen har været under pres af pandemien.

Ifølge Uber-topchef, Dara Khosrowshahi, vil virksomheden dog potentielt kunne integrere dele af Postmates services – som f.eks. abonnementsløsninger der indebærer gratis levering på alle ordrer over 75 kroner.

"Du kan forvente at se nogle af de disse taktikker hos Uber Eats," sagde topchefen på et opkald med analytikere.

"Vi synes, at det er en vidunderlig kombination."

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier