FødevareWatch

Island sejrer i strid mod britisk supermarkedskæde

Den britiske supermarkedskæde Iceland har tabt en sag i EU om eneret til sit navn. Tidligere har supermarkedskæden spændt ben for islandske producenter i EU grundet navnet.

Foto: Melissa Kühn Hjerrild

Den britiske supermarkedskæde Iceland søgte i EU i 2002 om at få eneret til gøre brug af sit navn. Siden har der været en strid mellem kæden og nationen Island, som mener, at landets egne virksomheder bør have retten til at bruge hjemlandets navn til at eksportere til EU.

Striden er nu foreløbigt afgjort. Iceland-kæden har fået frataget eneretten til navnet i EU, efter EU's kontor for intellektuel ejendom (EUIPO) har ophævet kædens varemærke. Kæden havde ellers fået godkendt sit varemærke af samme kontor i 2014.

Det oplyser Patent- og Varemærkestyrelsen i en pressemeddelelse.

Afgørelsen glæder Gudlaugur Thor Thordarson, der er udenrigsminister i Island.

"Det trodser sund fornuft, at et udenlandsk selskab kan opnå et krav på navnet tilhørende en suveræn nation," sagde han efter afgørelsen ifølge meddelelsen.

EUIPO kom i afgørelsen frem til, at det ikke er hensigtmæssigt at give eneret til en virksomhed, som kan forhindre andre i at bruge den rammende betegnelse Iceland.

Det lykkedes aldrig supermarkedskæden at få registreret sit varemærke inden for fisk, fordi Island er en så markant eksportør af fisk og skaldyr. Men alligevel har navnestriden skabt problemer for flere islandske fiskerivirksomheder, som har haft udfordringer med markedsføring i EU grundet den britiske kæde.

Hertil tilføjer Design- og varemærkechef i Patent- og Varemærkestyrelsen Hannah Holm Olsen:

"Af netop den årsag har vi nogle ret strenge restriktioner, når virksomheder søger et varemærke, der baserer sig på nationalitet og andre geografiske oprindelser. Det er et problem, hvis én erhvervsdrivende forhindrer alle andre i at benytte sig af et beskrivende ord såsom et stedord, når de skal markedsføre deres produkter under virksomhedens navn," siger hun i meddelelsen.

Det sidste punktum er dog ikke sat endnu, da Iceland har anket afgørelsen.

Britisk detailkoncern står til kæmperegning

Britisk dagligvarekæde dropper palmeolie i egne produkter

Kødfri succes får britisk detailkæde til at udvide sortimentet i 900 butikker

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier