FødevareWatch

Michael Løve: Derfor henter vi ikke en ny landedirektør til Netto

Direktør for Netto International Michael Løve bruger afskeden med Brian Seemann Broe til at ryste strukturen i toppen af Netto Danmark. Han henter ikke en ny kædedirektør ind. I stedet vil han ind og have mere greb om forretningen og implementeringen af Netto 3.0.

Michael Løve, Netto. Foto: Laura Bisgaard Krogh/ERH

Netto Danmark gennemfører en mindre ledelsesrokade i toppen, efter kædens direktør gennem fem år, Brian Seemann Broe, har valgt at sige op. Farvellet betyder, at Netto Internationals øverste direktør, Michael Løve, træder helt tæt på den danske forretning.

Her vil han stikke hænderne længere ind i maskinen, men han kommer i høj grad for at holde rorpinden på samme kurs, som Brian Seemann Broe satte, siger han til FødevareWatch.

"Vi er et land mindre end tidligere, og vi er samtidig forbi det punkt, hvor vi har behov at have lige så mange udviklingsressourcer, som vi har haft i forbindelse med tilblivelsen af strategi 3.0. Jeg tror derfor godt, at man kan smelte Netto Danmark og Netto International lidt mere sammen," lyder det.

Michael Løve henviser til Salling Group, der solgte Netto-aktiviteterne i Sverige i maj til den svenske butikskoncern CBS.

"Vi styrker ledelsen"

Efter frasalget er den gulsorte discountkæde aktiv i Danmark, Tyskland og Polen. Michael Løve vil trods sin nye danske orientering fortsætte sit engagement i Tyskland og Polen med uformindsket styrke.

"Jeg har stadig en del opgaver i Polen og Tyskland, som jeg også skal tage mig af. Omvendt kommer jeg nu mere ind i den daglige drift i Danmark med alt fra, hvordan vi håndterer det, hvis der er udfordringer med leverancer af frugt og grønt, til om næste uges avis er stærk nok," uddyber han.

Michael Løve betragter det ikke som en nedskalering af ledelseskræfterne i Netto, at han ikke går ud og finder en ny kædedirektør, der kan erstatte Brian Seemann Broe en til en. Tværtimod er det en kondensering af kræfterne.

Dansk Netto-chef stopper – stillingen nedlægges

"Brian havde også andre ansvarsområder end at drive butikkerne, så med en salgsdirektørstilling har vi egentligt øget ledelseskraften i butiksdriften," siger han med henvisning til ansættelsen af Braw Bakir som dansk salgsdirektør og fortsætter:

"Jeg håber, at det betyder, at vi er bedre i stand til at støtte op om butikkerne og skabe de forandringer, vi er i gang med, og understøtte hele konverteringen til Netto 3.0."

doc76zi7a1mask1go40054s.jpg

En opgave, som han både betegner som enorm og spændende.

Derved åbner Michael Løve låget op for, hvad de vigtigste opgaver bliver for ham og Braw Bakir i den nyoprettede stilling som salgsdirektør.

"Der er selvfølgelig den rå daglige drift. Den udgør altid en stor faktor i vores fokus. Den anden store opgave er konvertering af kæden til det nye projekt," fastslår han.

Store forandringer ruller over Netto

Netto befinder sig som kæde midt i en markant udvidelse. Brian Seemann Broe nåede i maj at være med til at åbne butik nummer 500 i Danmark, og det er målet at runde 550 butikker i 2020 og 600 butikker inden for ti år. De mange butikker i fremtiden kommer i halen på tre-fire år, hvor der samlet er kommet 100 butikker til.

Derudover vil Netto omdanne cirka 70 butikker om året til 3.0-konceptet, det betyder blandt andet nyt inventar, indretning og nye varer. Så sent som i midten af august forklarede Brian Seemann Broe, hvordan de store forandringer i kæden har haft betydning for antallet af medarbejdere og lagre.

"Vi har ikke længere frostvarer på vores lagre i butikkerne, det håndteres i dag eksternt, og det har givet mere plads til kølevarer, så vi kan understøtte det nye 3.0 koncept," sagde han og fortsatte:

"Vores kunder efterspørger et bredt udvalg, ikke mindst inden for kølevarer, så det bruger vi i det nye koncept mere plads på i vores butikker. Samtidig vokser hele convenience-delen markant, fordi vores kunder efterspørger det. Vi har udvidet sortimentet, og det afspejler sig også i den måde, vi håndterer varer og styrer vores lagre på."

3.0-butikkerne har ca. 300 varenumre mere end de gamle Netto-butikker. Det er særligt på ferskvaredelen, at der er lagt flere varenumre til gennem kædens egne mærker Øgo og Spir.

Afgående Netto-chef stopper uden plan for fremtiden

Heftig ekspansion forandrer hele Netto-forretningen

Salling Group sluttede svensk Netto-indsats med stort underskud

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier