FødevareWatch

Spar i Danmark rykker tættere på global kæde

I udviklingen af det nye Spar-laboratorium, som blev åbnet i København torsdag morgen, har Dagrofa-kæden haft tæt kontakt til det hollandske Spar-hovedkvarter.

Foto: Jørgen Rudbeck

At man gerne vil være den lokale provinsbefolknings foretrukne købmand udelukker ikke, at man samtidig har øje for, hvad der sker ude i verden.

I Spar-kæden er man særligt under de to seneste direktører, Niels Karstensen og nu Richo Boss, rykket tættere på hovedkoncernen Spar International, der sidste år omsatte 267 mia. kr. i 13.112 butikker fordelt over 48 lande.

Den mere nære relation til Spar International kommer klart til udtryk i den nye købmandsbutik, som hollandske Niels Dekkers torsdag morgen klippede snoren til på Teglholmen i København.

Niels Dekkers er til daglig ansvarlig for marketing og strategiske projekter i Spar International, og ifølge Richo Boss har han og hovedkontoret i Holland spillet en stor rolle i det seneste halvandet års arbejde med at udvikle den nye butik.

"Vi har i hele processen frem til den her åbning haft et tæt samarbejde med Spar International omkring, hvordan vi blandt andet kan trække nogle af de succeser, som Spar har i hele verden, ind i en dansk kontekst," siger den danske kædedirektør til FødevareWatch.

Grønt logo og global fremgang

I den nye butik ses det ved de hylder, hvor man har samlet veganske, vegatariske, glutenfri og økologiske varer kort efter indgangen under fællesbetegnelsen Natural. Men løfter man blikket, så udmønter den tættere relation til det internationale kontor sig også i et andet vigtigt element, siger kædedirektøren.

"Udover det kendte røde Spar-brand, så vil man i butikkerne også se, at vi i højere grad end tidligere bringer det grønne Spar-logo i spil, og at vi i det hele taget arbejder med at være mere stolte omkring det brand, som internationalt gør det så godt," siger Richo Boss.

Spar International voksede sidste år 5,4 pct., og de omkring 130 danske butikker gjorde sig bemærket ved at levere en vækst på 9 pct. i 2018.

Netop den del, som handler om vækst, er vigtig for Spar-kædens danske fremtid, forklarer kædedirektøren:

"Vi skal fortsætte med at skabe vækst, for det er alt andet lige lettere at få købmændene til at investere, hvis de samtidig kan se, at der er fremgang. De seneste års fremgang har været vigtig for os, men for de næste 3-5 år bliver det også investeringer og lysten til at modernisere, der bliver de mest vigtige overskrifter i Spar," siger han.

Tag-selv-bord i laboratoriet

I et ellers fladt detailmarked skal Spar-købmændene løfte salget ved at få kunder ind, der plejer at handle andre steder. Og det bringer så snakken tilbage på den del, som handler om de lokale købmænd, og hvordan globale erfaringer i Spar International også kan komme i spil, hvad enten man har en butik i Horsens, Harboøre eller Horserød.

"Her på Teglholmen kan vi teste det hele af, og købmændene, som der allerede har været en del af på besøg, kan selv se, hvad der er muligheder, og hvordan de måske kan passe ind eller modsat slet ikke kan komme i spil derhjemme," fortæller direktøren.

Det er ikke sikkert, at hylden med tang i fremtiden kommer til at være at finde i ret mange butikker, men med udgangspunkt i de nuværende trends kan man godt forestille sig, at der er vil være en større interesse for at få flere plantebaserede varer ind i på hylderne i købmandskæden.

Investeringslystne købmænd

Til forskel fra den Netto-butik, der befinder sig på modsatte hjørne i det københavnske sydhavnskvarter, så kommer Spar-købmanden, der også har sit billede på indgangspartiet, også til at spille en nøglerolle.

Udover at have meget klar medbestemmelse over sortiment, kan kædekøbmændene også agere både stopklods og katalysator for kædens fremtid i Danmark. For med købmændene som medejere af butikkerne kan man fra hovedkontoret ikke rulle en moderniseringsplan ud i alle hjørner af en kæde lige så hurtigt, som man kan i kapitalejede kæder.

"Der skal vi gå en anden vej. Sammen med købmanden skal vi blive enige om, hvad det er for konceptpakker og opgraderinger, der er vigtigst. Er det convenience, der rykker i dit område, eller skal du i stedet være skarpere på frugt og grønt osv.," siger Richo Boss og tilføjer:

"Vi har oplevet en større lyst blandt købmændene til at investere, udvide og modernisere end i de seneste ti år, og derfor er det også det rette tidspunkt, at vi nu har den her nye butik klar. Nu er vores opgave at støtte op om de meget forskelligartede købmænd, vise dem mulighederne, også når det kommer til finansieringen."

Det seneste internationale samarbejde omkring den nye butik og ikke mindst hele den butiksdel, som handler om Natural, kan i fremtiden blive bakket op af flere internationale inputs til den danske forretning, siger kædedirektøren, der dog ikke ønsker at komme det nærmere på nuværende tidspunkt.

Ny kædedirektør i Dagrofa: Vi bliver nok ikke firstmovers

Portræt: Den utålmodige købmand der skal lede 400 ligemænd

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier