FødevareWatch

Discountkæder blæser til angreb - er der plads til dem alle?

Ambitionerne er store hos de danske discountkæder, som alle varsler butiksåbninger. Mindst 43 flere butikker forventes at være på landkortet i slutningen af året. Få overblikket over de seneste års forandringer og fremtidige udsigter.

Rema 1000 er den discountkæde, der har haft størst fremgang i antallet af butikker de seneste fem år. Foto: Landbrug & Fødevarer

Onlinesupermarkederne vokser i omsætning. Flere danskere vælger måltidskasser og restaurantbesøg, alt imens kantinerne også melder om vækst.

De danske fødevarevaner er under forandring, men trods stigende alternativer skruer de traditionelle discountkæder op for ambitionerne. Samtlige landsdækkende discountkæder i Danmark vil i det kommende år bygge myretuerne større. Det viser en gennemgang, FødevareWatch har foretaget.

Kan alle kæder levere det, som de har proklameret, vil der ved udgangen af 2019 være mellem 43 og 63 discountbutikker mere hos de fem største spillere.

Alt i alt har de fem landsdækkende discountkæder tilsammen 1475 butikker, hvilket stort set er samme antal som for fem år siden. Dengang havde Dagrofa dog også en bryder på listen i form af Kiwi-kæden, og medregner man den hedengagne kæde var der 100 discountbutikker mere i 2014, end tilfældet er i dag.

Her følger et overblik over ambitionerne i de fem tilbageværende kæder.

Netto - markedsleder med muskler

Det største og mest muskuløse dyr i discountjunglen er Salling Groups Netto-kæde, som i 2018 krydsede en milepæl og nu står med 503 butikker i Danmark.

"Vi regner med, at vi har åbnet 12-15 spritnye, når 2019 lakker mod enden," skriver kommunikationschef i Salling Group, Kasper Reggelsen, til FødevareWatch.

Foruden de mange nye butiksåbninger skal en lang række Netto-butikker moderniseres i 2019, så 70 danske Netto-butikker får det nye koncept, som over de næste år skal forandre alle 500 butikker i Danmark. Samtidig med det planlægger man åbning af 100 nye butikker.

Salling Group offentliggør ikke isolerede finansielle nøgletal for Netto Danmark, men kæden havde i 2017 sit bedste år nogensinde målt på omsætning og indtjening.

Fakta - tilbage i offensiven

Mens Netto de seneste to år har haft en nettofremgang i antallet af butikker på knap 50, har Fakta tilsvarende haft en nettotilbagegang på over 50 butikker.

Coops udfordrede discountkæde er dog stadig næststørst og har nu 356 butikker.

I september 2018 fik kæden ny frontfigur, da John Hornbech Christensen gik fra at være viceanfører til at blive kædedirektør for Fakta, da han overtog nøglerne til kontoret i Albertslund fra bjergbestigeren Stina Glavind, som i samme ombæring klatrede op i Coops hierarki.

I et interview med FødevareWatch i oktober sagde han, at Fakta igen skal have flere nåle i landkortet.

"Vi skal ud og være offensive. Vi skal kæmpe med om de attraktive placeringer. Det har ikke været vores prioritet i de seneste år, hvor vi har haft fokus på at trimme kæden," sagde han.

Coop kommunikationsdirektør Jens Juul Nielsen oplyser nu til FødevareWatch, at Fakta forventer at have mellem de nuværende 356 butikker og 360 butikker, når 2019 er omme.

I de fire år fra 2009-12 havde Fakta et samlet overskud på bundlinjen på 663 mio. kr., hvorefter lukkeloven var stærkt medvirkende til, at udviklingen i kæden lavede en mislykket saltomortale. I de seneste fem regnskaber fra 2013-17 har discountkæden således givet et samlet underskud på 407 mio. kr., hvoraf det klart bedste resultat er det seneste fra 2017, hvor det blev til et minus på 18 mio. kr.

Samtidig blev driftsresultatet (EBIT) forbedret fra minus 173 mio. kr. til minus 45 mio. kr. Omsætningen blev 9,2 mia. kr. (ekskl. moms) mod 9,5 mia. kr. året før.

Rema 1000 - norsk vækstraket

Den hurtigste voksende discountkæde i Danmark kommer fra Norge og er døbt Rema 1000.

Den norske kæde åbnede sin første butik i Danmark i april 1994, og er siden blevet markedets tredjestørste discountkæde målt på antallet af butikker.

De seneste fem år har kæden haft en nettofremgang på 78 butikker og står nu noteret for 328 butikker.

Kæden har en ambition om at åbne mellem 15 og 25 nye butikker om året. Fortsætter det tempo vil kæden overhale Faktas butiksantal i 2020, men det er ikke nok for den for den ekspanisonsivrige frontmand Henrik Burkal.

Rema 1000 har nu 10.000 ansatte

"Vi går ydmygt og rentabelt til værks med ambitionen om at blive Danmarks største dagligvarekæde," sagde Henrik Burkal, adm. direktør i Rema 1000 i november 2016.

Rema 1000 genererede i 2017 en omsætning på næsten 13,9 mia. kr. og alt tyder på, at den norskejede discountkæde kommer over 15 mia. kr. i omsætning i det 2018-regnskab, som bliver præsenteret om mindre end to måneder.

I dag har Rema 1000-butikker en gennemsnitlig omsætning på mere end 45 mio. kr.

Aldi - tålmodige tyskere satser på comeback

Det har været en kostelig fornøjelse for de tyske ejere at holde liv i den danske tilstedeværelse, hvor kæden gjorde sin entré i 1977.

Aldi, der er en af verdens største discountkæder, havde frem til 2009 en profitabel forretning i Danmark, men fra 2010-2017 har Aldi i Danmark præsenteret store millionunderskud, der samlet er løbet op i ca. 1,54 mia. kr.

De pauvre resultater har også smittet af på antallet af Aldi-butikker, der de seneste fem år er gået fra 232 til nu 182.

I august 2017 blev Lidls tidligere direktør i Danmark, Finn Tang, ansat til at vende den ramponerede skude. I første omgang har han blandt andet lavet "light moderniseringer" i hele butiksnettet, men kigger man lidt længere frem i horisonten er ambitionen præcis som konkurrenterne at ekspandere butiksnettet.

I et interview med FødevareWatch i marts 2018 fortalte Finn Tang, at Aldi på sigt gerne igen vil have over 200 butikker i Danmark.

Vicedirektør Thomas Bang oplyser nu, at kæden ikke vil sige noget om de konkrete ambitioner for antallet af butikker i udgangen af 2019.

Lidl - jagter en fordobling

Slutteligt er der Lidl, som dog ikke er så "lidl" længere.

Den tyskejede kæde har de seneste to år åbnet 12 butikker og står nu med 117 butikker i Danmark. Det tempo skal der dog skrues op for.

"Vi forventer at åbne ca. 10-15 nye butikker om året," skriver kommunikationschef Morten Vestberg i en mail til FødevareWatch.

I april 2018 meldte kæden ud, at de dengang 111 butikker skal fordobles over de kommende år.

Lidl offentliggør ikke sit danske regnskab, så der er ingen efterretninger om, hvordan kæden klarer sig økonomisk. Den seneste melding på den front ligger helt tilbage fra april 2016, hvor den tidligere Lidl-direktør og nuværende Aldi-chef, Finn Tang, oplyste, at Lidl Danmark i 2015 "kunne levere et overskud i underkanten af 100 mio. kr.," samt at overskuddet var det fjerde på stribe.

Overblik

Rema 1000: 15-25 nye butikker

Netto: 18 nye butikker

Lidl: 10-15 nye butikker

Aldi: Ukendt

Fakta: 0-5 nye butikker

I alt: 43-63 nye butikker

Opgørelse: Sådan har dansk discount udviklet sig

Her er årets mest markante jobskifter i branchen

Nyt Netto-koncept skal rulles ud i 100 butikker om året

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier