FødevareWatch

Aldi leverer endnu et mørkerødt rekordunderskud

Som ventet var heller ikke 2017 noget prangende år for Aldis danske butikker, og underskuddet rundede igen 300 mio. kr. Den danske kæde har i perioden 2010 til 2017 givet de tyske ejere underskud på mere end 1,5 mia. kr.

Foto: Ritzau Scanpix/Thomas Lekfeldt

I det pressede danske discountmarked gør de omkring 189 tilbageværende Aldi-butikker sig igen bemærket ved at levere endnu et resultat i den mørkerøde ende.

Samlet blev 2017 83 mio. kr. dårligere end det 2016, hvor underskuddet i alt var på 243 mio. kr. I alt blev underskuddet efter skat på 326 mio. kr.

Det fremgår af en regnskabsmeddelelse, som koncernen netop har udsendt.

"Grundlæggende er det et utilfredsstillende regnskab. Det er der ikke tvivl om. At det så er dårligere end sidste år, der også var et utilfredsstillende resultat, er bla. begrundet i, at vi har lukket 32 butikker og har haft for store lagre på vores nonfoodartikler, som vi har måtte realisere med store tab til følge," udtaler Finn Tang, der er direktør for Aldi Danmark, til FødevareWatch.

Driftsresultatet blev i året på minus 313 mio. kr., hvilket var 84 mio. kr. ringere end i 2016.

Mens resultaterne stadig halter i den kæde, som i årene 2010-2017 har kostet de tyske ejere mere end 1,54 mia. kr. i underskud, er der mere lyst på toppen.

Vækst i fladt marked

Samlet omsatte koncernens danske del for 3,828 mia. kr., hvilket var en ikke uvæsentlig fremgang fra 3,664 mia. kr. i 2016.

Sidste år lukkede mere end Kiwi-butikker, og Aldi Danmark har i det forgangne år lukket 32 butikker ned. Men ifølge meddelelsen stiger både omsætning pr. butik og gennemsnitskøb, og det har været hovedårsagerne til fremgangen på toppen.

"Fremadrettet har vi sat en masse tiltag i værk, der dog også vil belaste 2018-resultatet med store investeringer. Nu er det dog investeringer i fremtiden og ikke som i 2017 lig i lasten fra fortiden, og det er for mig en stor forskel. Nu ser vi frem og investerer i fremtidig vækst. Men det tager tid før, at vi kan skimte et positivt resultat på bundlinjen," siger Finn tang.

Hvornår regner I med plus?

"Det har vi ikke noget officielt, vi ønsker at melde ud om. Det, som er vigtigt for os og vores ejere, er, at de investeringer, som vi foretager os, også er rentable. Vi er overbevist om, at vi er på rette vej med det arbejde, vi har sat i gang med nyt butikskoncept og et mere tidssvarende sortiment og også på personalesiden en større indsats der, end man har gjort tidligere. Vi er overbevist om, at det er det, som vil flytte Aldis markedsandel, og så kommer vi også til at tjene penge," svarer han.

Ny direktør med ny dagsorden

I slutningen af august blev Finn Tang udnævnt som ny direktør i Aldis danske forretning. Han startede den 1. september efter tidligere at have været 15 år hos konkurrenterne i Lidl Danmark som direktør. Siden nytår, hvor han for alvor tog plads i stolen efter et indkøringsforløb, har han udtalt, at han håber, at han kan være med til at afslutte den kedelige stime af konstante underskud, som selskabet har leveret siden 2009.

Finn Tang Aldi.jpg

Aldis markedsandel lå i fjor – ifølge en vurdering fra Retail Institute – på beskedne 2,6 pct. Men kæden har præcis som sine konkurrenter ambitioner om at ekspandere. Gerne til over 200 butikker, fortalte den nye direktør til FødevareWatch i marts.

Skal det lykkes, kræver det en noget højere markedsandel, og for Finn Tang er det vigtigt at have en milepæl at stræbe efter - også selvom han ikke vil dele den med sin omverden.

"Vi sidder selvfølgelig og regner på, hvad vi skal opnå, men det er vi ikke klar til at melde ud. Det er et af de tal, vi gerne vil holde inden for egne fire vægge," sagde Finn Tang.

"Vi skal have lavet over 100 butikker om, og det tillader jeg mig at kalde en udfordring. Den største udfordring er at gøre Aldi overskudsgivende. Det vil være et stort svendestykke for mig personligt, men også for vores mere end 2000 medarbejdere," hed det videre fra direktøren.

For at skille sig ud i det skærpede danske discountmarked, der ikke længere tæller en stor aktør som Kiwi, og som i år har fået færre Fakta-butikker på kortet, vil Finn Tang og Aldi satse mere på varekategorier, der kan skabe et større og mere kontinuerligt kundeflow.

Det handler blandt andet om pålæg, ost og mælk, hvor kæden ifølge direktøren har haft en markant lavere markedsandel i forhold til den non-food-del, hvor kæden har tradition for at stå stærkere. Derudover har kæden også planer om at få del i trends omkring vegetarisme mv., og som tilfældet var i Lidl, har Finn Tang også en ambition om at øge antallet af danske varer i de tyske konceptbutikker.

Opgørelse: Sådan har dansk discount udviklet sig

Aldi vil lægge krisen bag sig med vegetarprodukter og danske varer

Aldi-direktør varsler flere ændringer i jagten på indtjening

Ny Aldi-chef: "Jeg er utålmodig og vil ud over stepperne"

Aldi-boss: Der kan godt komme flere butikslukninger

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier