ANNONCE
Laks.jpg
Produktionen af laks er under pres i både Norge og Chile, efter at anlæggene er blevet indtaget af lakselus og alger. Laksepriserne stiger, og i Coop er man bekymret for udviklingen. | Foto: FINN FRANDSEN/POLFOTO/ARKIV

Internationale lakseproblemer skaber bekymring hos Coop

Leveringsproblemer og stigende priser præger det internationale laksemarked. Analytiker advarer om forsyningschok efter chilensk algeangreb, og hos Coop frygter man yderligere prisstigninger.

Råvareprisstigninger på op til 30 pct. og forventninger om fortsatte prisstigninger præger for øjeblikket det internationale marked for laks.

”Priserne på laks har været stigende i en periode, og vi er selv lidt bekymrede for, hvad der kommer til at ske,” siger gruppechef i Coop Esben Meier til FødevareWatch.

Udviklingen blev i sidste uge kraftigt forstærket af begivenheder i det sydlige Chile, der er hjemsted for en stor del af verdens burlaks. Her tog giftige alger livet af tusinder af tons laks.

Efter den massive laksedød i Chile venter vi et globalt forsyningschok, som sender prisen på chilenske laks til himmels, og støtter de nuværende høje priser på norsk laks."
Koldbjørn Giskeødegård, analytiker, Nordea Market
Seneste status er, at den chilenske lakseindustri ifølge fagmediet Undercurrent News har mistet over 100.000 ton fisk på grund af algeopblomstringen. Det svarer til over 15 pct. af landets samlede produktion. Norge og Chile er de to dominerende lakseproducenter i verden, og står til sammen for 80 pct. af alle opdrætslaks på verdensmarkedet.

Meldingen fik i går aktieanalytikere, der følger lakseproducenter noteret på børsen i Oslo, til at opskrive prisforventningerne.

”Efter den massive laksedød i Chile venter vi et globalt forsyningschok, som sender prisen på chilenske laks til himmels, og støtter de nuværende høje priser på norsk laks,” skrev Nordea Market-analytikeren Koldbjørn Giskeødegård i en rapport offentliggjort onsdag.

Coop er en af de store fiskeindkøbere herhjemme og gruppechef Esben Meier bekræfter prisudviklingen.

Han oplyser, at råvarepriserne for nyligt har fået klækkelige løft på både 20, og 25 og endda 30 pct.

”Det er måske dumt af mig som indkøber at sige det, men jeg forventer, at priserne stiger yderligere. Hvis de gør det, så må man jo i detailhandlen føre stigningerne over på forbrugerne. Min forventning er, at det vil betyde, at forbruget så bliver det lavere. Jeg ved ikke, hvor det lander, men jeg tvivler på, at vi har set det sidste af det her,” siger han til Fødevarewatch.

Lakseproduktion

Norge og Chile står til sammen for 80 pct. af alle opdrætslaks på verdensmarkedet.

Den gennemsnitlige eksportpris på norsk laks lå i februar på 55,05 norske kr. Det var en stigning på 31 pct. i forhold til måneden før.

Målt på værdi øgede Norge i februar sin EU-rettede lakseeksport til tre mia. norske kr – en vækst på 32 pct. sammenlignet med januar. Men mængdemæssigt var der kun tale om en stigning på to pct., oplyser analytiker Paul T. Aandahl i den statsligt ejede interesseorganisation for fiskeindustrien, Norges Sjømatråd, til FødevareWatch.

Faktisk er den norske produktion stagneret, forklarer han, og der er ingen udsigt til, at mængden af norske laks bliver meget større de næste år.

Årsagen er lus

”Myndighederne fastsætter et loft over hvor mange laks, der må produceres. Loftet er baseret på mængden af lakselus. Lusene stortrives, når mange fisk lever tæt, men ved at holde volumen nede, kan man begrænse dem. Der forskes rigtig meget i, hvordan man kommer af med lakselus, men der går mindst tre år, før man får nye teknikker, der er bredt anvendelige og effektive. Ind til da vil produktionen være stagneret”, siger Paul Aandahl.

Ifølge aktieanalytiker Salman Alam i Carnegie Norge, har den lave kurs på norske kroner ind til videre beskyttet forbrugerne mod de høje laksepriser. Men den situation varer ikke evigt.

”Ind til nu har forbrugerne ikke mærket prisstigningerne så meget, fordi den norske krone var svag overfor Euroen. I de kommende måneder kommer prisstigningerne også til at slå ud hos slutkunderne. Det er svært at sige, hvornår de fulde prisstigninger slår igennem overfor forbrugerne, da detailkæderne ofte køber ind på seks og 12-måneders kontrakter Men de skal nok komme inden for de næste 12-18 måneder,” siger Salman Alam.

Marine Harvests algeproblemer er større end antaget

Norsk multimilliardær sælger ud af Marine Harvest-andel

Massedød rammer store laksekoncerner hårdt

Norsk storkoncern får ikke gevinst fra høje laksepriser

Laks holder norsk oliemilliardær oppe

Norsk fiskekoncern åbner ny stor fabrik i Danmark

Island fordobler sin lakseproduktion  

Modtag nyhedsbreve fra FødevareWatch gratis