ANNONCE
abcatering.jpg
Dansk Cater dækker blandt andet over AB Catering og BC Catering samt Inco. | Foto: PR/Euro Cater

Dansk Cater er statens foretrukne købmand

Der var Dansk Cater, og så var der alle de andre, når det kom til at levere fødevarer til staten i 2015. Den nordjyske totalleverandør distancerede konkurrenterne med flere hundrede millioner kroner.

Dansk Cater ligner efterhånden statens foretrukne købmand.

Det står klart efter endnu et år, hvor den nordjyske grossist var så langt foran sine konkurrenter på udbudsmarkedet, at den distancerede nærmeste efterfølger med flere hundrede millioner kroner.

En gennemgang af de offentlige indkøb i 2015 foretaget af FødevareWatch viser, at Dansk Cater har vundet kontrakter for lidt over 450 mio. kr. – markant mere end rivalerne Hørkram og Catering Engros tilsammen.

At totalleverandøren, der står bag BC Catering og AB Catering, er så dominerende i kroner og ører, skyldes, at den vandt den største luns af det omdiskuterede udbud i Aarhus Kommune.

Udbuddet var på forhånd skræddersyet de store grossister, da hovedparten af aftalen omfattede levering af alt fra kød, mælk og æg til skoler, plejehjem og andre institutioner. Det var samtidig med afstand årets mest indbringende fødevarekontrakt.

Derfor var det også en stor sejr for Dansk Cater, da det blev annonceret i sommer, at man havde vundet aftalen til 380 mio. kr. for næsen af to unavngivne konkurrenter. Trækker man den aftale fra, skrumper forspringet til kaffespecialisten I.M. Frellsen til cirka 15 mio. kr.

Dansk Cater ejer AB Catering, BC Catering og Kødgros Vest, der fordeler sig på femten lokationer over hele landet. Selskabet ejer desuden Inco, der har to Cash & Carry-butikker i Jylland og København.

Hovedparten af kontrakterne med det offentlige bliver tildelt Dansk Cater, mens datterselskaberne står for en mindre del. Det er dog de forskellige lokalafdelinger af AB Catering og BC Catering, der står for selve leveringen af fødevarerne.

Mens Dansk Cater har siddet på flæsket i 2015, er der imidlertid rigeligt med gode ben at kæmpe om til næste år.

Statens Central Indkøbsorganisation (SKI) sender en aftale i udbud, der har en anslået værdi på 290 mio. kr. om året over fire år. Samtidig skal indkøbsfællesskabet IFRIS finde leverandører til mere end 25 erhvervsskoler over hele landet, hvilket forventes at løbe op i mellem 200-260 mio. kr. Dermed er der rig lejlighed for konkurrenter til at indhente forspringet i 2016.

Dansk Cater har hjemme i Svenstrup ved Aalborg og har omkring 1500 ansatte og 300 lastbiler over hele landet.

Selskabet er ejet af Euro Cater, som også dækker over Svensk Cater. Euro Cater har ingen selvstændige aktiviteter, men er i stedet et holdningselskab for forretningerne i Danmark og Sverige. Ledelsen er desuden mere eller mindre identisk med Dansk Caters.

Euro Cater er ejet af en gruppe af medarbejdere og britiske Intermediate Capital Group, der købte sig ind i 2013. Den hovedrige fond investerer i virksomheder over hele verden og forvalter efter eget esitmat omkring 20 mia. euro - eller hvad der svarer til knap 150 mia. kr.

Dansk Cater sidder tungt på offentlige indkøb

Dansk Cater vinder aarhusiansk millionudbud

Inco i København er Dansk Caters guldæg

Orkla-ejet bagerigrossist lukker udskældt Aarhus-udbud

Modtag nyhedsbreve fra FødevareWatch gratis