FødevareWatch

Carlsberg lader private designe egne øl på nyt bryggeri

Carlsberg har udvidet familien med et eksperimentelt nanobryggeri ved den berømte elefantport i Valby. Bryggeriet laver øl på en måde, som selskabet aldrig har gjort det før. Og øllene skal ikke sælges i detailhandlen - men leveres direkte til kunden.

Carlsberg har åbnet et lille nanobryggeri kaldet Annex Brewery.

I al stilfærdighed har Carlsberg for første gang i 12 år åbnet et nyt bryggeri på dansk grund.

Det nye nanobryggeri hedder Annex Brewery og har hjemme i bygningen, hvor bryggeren J.C. Jacobsens søns bryggeri lå – det såkaldte Anneks-bryggeri, kun få meter fra Carlsberg Byens berømte kendetegn Elefantporten.

På det lille bryggeri skal der laves noget, som Carlsberg aldrig har gjort før – øl designet af kunderne selv.

Kunden kommer selv til at kunne sammensætte sin egen øl efter egne præferencer. Øllens farve, smag, alkoholstyrke og bitterhed er op til kunden at vælge – ligesom etiketten på øllen og dens navn også er i forbrugerens magt.

"Vi vil lave noget helt nyt. Vi har en it-platform, hvor vi kan kommunikere direkte med slutforbrugeren uden alle mulige mellemled. De kan gå ind og skræddersy deres egen øl på vores hjemmeside, og herefter brygger vi den og sørger for, at de får præcis den øl, de vil have leveret til deres dørtrin," fortæller Jon Bonne Eriksen. Han har været brygmester i 25 år i Carlsberg- og Tuborg-regi og er den nye brygmester for den grønne families yngste medlem.

Det nye koncept skal bringe Carlsberg helt i front på den specielle ende af ølmarkedet, som fortsat udvikler sig i rivende fart for tiden. Special- og mikrobryggere verden over udvikler den ene nye øltype efter den anden med nye ingredienser og smage i et tempo, som de store industribryggerier har svært ved at følge. Til gengæld vil det være noget nær umuligt for et specialbryggeri at imitere det, Carlsberg gør nu. Det kræver stor kapacitet, høj omstillingsparathed, en god bankbog og et særdeles velsmurt distributionssystem.

"Jeg tror ikke, der er nogle andre end os, som laver det her, og det er jo tit en god ting at være first mover – vi laver noget, der er helt nyt og innovativt," siger Jon Bonne Eriksen.

Annex Brewery i Carlsberg Byen.
Modsat mange af de mindre bryggerier er målet ikke at få fat på ølnørder og smagseksperter. Tværtimod handler det om at ramme den almindelige øldrikkende dansker, som synes, det lyder spændende med hjemmebryggede og specielle øl, men ikke gider forvandle sit eget køkken til et væskende bryggeri.

"Vi henvender os til et andet segment end dem, som laver mere ekstreme ting. Vi forsøger at lave noget, der er spændende og anderledes, men stadig henvender sig til folk, der er interesserede i øl," fortæller Jon Bonne Eriksen.

Med konceptet forsøger Carlsberg ikke kun at tappe ind i den voksende tørst efter øl med en særlig karakter, men også trenden mod at forbrugerne ønsker sig unikke oplevelser. Og der er høje forventninger til, at kunderne i særlig grad vil synes om muligheden for at personliggøre deres egen øl til f.eks. særlige anledninger såsom en konfirmation, et bryllup eller en pige-loge.

Præcis hvor mange hektoliter, der ender med at blive brygget på Annex Brewery, er dog ikke til at vide, for projektet er stadig et eksperiment under udvikling.

"Bliver det en stor succes, så skal vi op og have den rigtige kapacitet, og det går vi og leger med i øjeblikket," lyder det fra bryggeren, der ikke kan fortælle, hvor mange penge, der er postet i bryggeriet, men lader vide at der er velvejle i toppen til at investere mere i det, hvis der er brug for det.

Artiklen fortsætter efter billedet

Øl fra Annex Brewery brugt til kandidatfest.

Specialøl 2.0 født i usædvanligt setup

På mange måder adskiller Annex-bryggeriet sig markant fra, hvordan milliardkoncernen normalt griber nye projekter an, når der f.eks. skal lanceres en ny øl eller et nyt ølmærke. Der har hverken været store armbevægelser eller brugt millioner på marketing. Faktisk er der slet ikke brugt en krone på at skabe opmærksomhed om det nye bryggeri. I stedet har man ladet det udvikle sig i det usete.

Hvor der normalt er et stort hold sat op omkring et ølsats, er der kun et lille team på 8-10 personer inkl. den nye brygmester, som står for alt. De varetager produktion, indkøb, marketing og it-platformen. Annex Brewery er opbygget som en selvstændig iværksættervirksomhed placeret uden for Carlsbergs store bureaukratiske system.

"At vi er adskilt fra Carlsberg gør, at vi kan arbejde hurtigere. Skal man tænke utraditionelt og have en hurtig beslutningsproces, så skal man være en lille gruppe. Det er ikke, fordi Carlsberg ikke må blande sig, men det gør det langt mere dynamisk, når vi får lov at have frie hænder," fortæller Jon Bonne Eriksen.

Artiklen fortsætter efter billedet

Brygmester for Annex Brewery Jon Bonne Eriksen.

Nyt koncept med historiske rødder

Sidst Carlsberg oprettede et bryggeri i Danmark var tilbage i 2005, da den daværende direktør Nils Smedegaard Andersen lagde grundstenen til Husbryggeriet Jacobsen, som blev skabt for at sikre, at man kom med på den hastigt voksende efterspørgsel på specialøl.

Jacobsen-bryggeriet blev grundlagt i Gammel Carlsberg i den allerældste del af Valby-området, hvor grundlæggeren af Carlsberg, J.C. Jacobsen, havde sit bryggeri.

Denne her gang er det ikke bryggerens arv, der trækkes på, mens hans søns, Carl Jacobsens. Han lejede Anneks-bryggeriet af sin far fra 1871-1881 efter at have endt sin uddannelse. Det kom til at danne grundlaget for Ny Carlsberg og den dybe og berømte konflikt mellem søn og fader, der modsat sin sønnen ikke var vild med, at eksperimentere og innovere ølbrygningenskunst. Han frygtede, at det ville ramme øllets kvalitet.

"Det er derfra, vi har taget navnet, fordi det repræsenterede noget nyt og innovativt. Carl Jacobsen havde kæmpe succes med at lave noget anderledes end det, de havde lavet indtil da. Vi vil også bestræbe os på at tænke utraditionelt med respekt for kvalitet," siger Jon Bonne Eriksen og understreger, at der skal eksperimenteres til den helt store guldmedalje i bryghallen bag Elefantporten.

Artiklen fortsætter efter billedet

Elefantporten ved Ny Carlsberg i Valby.

Da Jacobsen blev grundlagt havde Carlsbergs Semper Ardens-ølserien allerede banet vejen for det nye bryggeri og bevist over for ledelsen, at danskerne var villige til at betale for kvalitetsøl. På samme måde har Jacobsen banet vejen for endnu mere eksperimentering, men det er også en nødvendighed, noterer brygmesteren sig:

"Selvom det er et gammelt firma, viser det her, det stadig kan tænke i nye baner, men det er man nødt til med alt det, der sker på ølscenen lige nu."

Udover privatkunder samarbejder Annex-bryggerne også med en række restauratører og har allerede en række samarbejder med flere restauranter.

Carlsberg flytter en del af sin specialproduktion væk fra Valby Bakke

Carlsberg i frontalangreb på specialølmarkedet i Danmark

Carlsbergdirektør: Specialøl vokser - og det vil fortsætte

Carlsberg klar med endnu en ølbar

Forsiden lige nu

Stort projekt skal puste liv i europæiske planteproteiner

En nyt EU-projekt med en dansker blandt initiativtagerne vil undersøge mulighederne for at erstatte dele af det massive europæiske forbrug af soja fra især Sydamerika med europæiske bælgplantesorter. Det vil gavne miljøet og pengepungen, mener initiativtageren.

Arla sløjfer ostefremstillingen på Endrup Mejeri

Det er slut med at lave de hæderkronede oste på det historiske andelsmejeri. Det står klart i den endelige aftale om mejeriets fremtid, som Arla overtog i september. I stedet skal mejeriet være pakkeri og modningcenter.

Seneste Drikkevarer

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier