ANNONCE
28592191.jpg
Foto: Anita Graversen

Venstre: Nej tak til særskat i fiskeriet

Regeringspartiet mener ikke, at det er en god idé at indføre yderligere beskatning på fiskeriområdet, som man kender det fra olieindustrien. Greenpeace kalder det en fin idé.

En ny rapport fra EU Kommissionen viser, at overskuddet i dansk fiskeri er blevet fordoblet i de seneste tre år. På den baggrund har flere branchekendere foreslået at indføre en resurcerente, som man kender fra Nordsøolien.

Det er en fin idé, mener Magnus Eckeskog, havansvarlig hos Greenpeace i Danmark.

"Vi synes sådan set, at en resurcerente for kvotekongerne er en fin idé, især hvis skatten bliver brugt til at dække statens omkostninger til kontrol og forvaltning af fiskekvoterne, der unægteligt trænger til et løft. Men det løser bare ikke det egentlige problem, nemlig at få, kapitalstærke fiskere sidder tungere end nogensinde før på flere og flere fisk, imens fiskeri med skånsomme redskaber stadig bliver underprioriteret," siger han i en pressemeddelelse, hvor han tilføjer:

"I 00'erne forærede staten vores fællesresurce, fiskene, væk, og i dag ser vi desværre sort på hvidt, at det primært er kvotekongerne, der fylder lommerne, imens de mindre og ofte mere naturskånsomme fiskere stadig kæmper for at overleve. Det er det, der skal laves om på, så vi kan få omlagt dansk fiskeri til et bæredygtigt fiskeri."

Venstre: Pænt nej tak

Omvendt siger Venstres fiskeriordfører pænt nej til ideen om at fiskeriet skal beskattes yderligere, som man kender det fra olieindustrien.

"Det går godt i fiskeriet – og nogle steder går det rigtig godt. Men vi har et byrde- og afgiftsstop, der sikrer en tryghed for virksomhederne, og det ønsker vi ikke at gøre op med," siger Erling Bonnesen, fiskeriordfører for Venstre, i en pressemeddelelse.

Netop nu forhandles der om nye regler for fiskeriet i Danmark. Der skal blandt andet findes en ny model for kvote-fordelingen.

"Vi sidder netop nu og forhandler om nye regler og vilkår i fiskeriet, hvor vi blandt andet skal forsøge at gøre op med store koncentrationer af kvoter hos nogle fiskere. Derfor synes jeg heller ikke, det er klogt, at skabe så stor utryghed om grundlaget for at kunne drive en sund forretning som fisker," siger Erling Bonnesen.

Branchekendere foreslår skat af fiskeri som på Nordsøolie

Fiskeriformand: Katastrofalt at vi sælger ud af vores fiskekvoter

Skagens rigeste fisker mistænkt for stråmandsvirksomhed

Modtag nyhedsbreve fra FødevareWatch gratis