ANNONCE
yz8w0868_abc.jpg
Foto: Salmar/PR

Rig laksearving investerer i café-kæde

Den 23-årige nordmand Gustav Magnar Witzøe jr. er en af verdens yngste milliardærer. Nu bliver han medejer af en norsk cafékæde med navnet Jordbærpigerne.

"Norges nye olie" og "havets guld". Kær fisk har mange navne.

I dette tilfælde laks, som har dannet økonomisk grundlag for flere af Norges rigeste familier. Ikke mindst Witzøe-familien, der står bag selskabet Salmar, er blevet forgyldt af lakseinvesteringerne. Heriblandt den 23-årige Gustav Magnar Witzøe jr., der ifølge Forbes var verdens tredje yngste milliardær i 2016.

Han er søn af Gustav Witzøe, der grundlagde Salmar i 1991, og i 2013 fik sønnike overdraget 97 pct. af aktierne i investeringsselskabet Kverna, hvilket gjorde ham til mangemillionær.

Nu har den unge rigmand investeret nogle af de mange penge i cafékæden Jordbærpikene, der på dansk hedder Jordbærpigerne.

Det skriver iLaks.

Det sker gennem det nyetablerede selskab Bitastad, som har overtager cafékæden.

26 pct. af Bitastad er ejet af GMW Venture, hvor Salmar-arvingen Gustav Magnar Witzøe jr. ejer 97 pct.

Majoritetsejer i Bitastad bliver dog Salvesen & Thams Invest, hvor Bjørn M. Wiggen sidder som bestyrelsesformand. Samarbejdet mellem Wiggen-familien og Witzøe-familien er ikke ny. Wiggen er således også partner i det Witzøe-ejede investeringsselskab Kverva, der bl.a. er ultimativ ejer af danske Amanda Seafood fra Frederikshavn.

Mad på farten

Jordbærpigerne består af 31 caféer, der primært har hjemme i Norges indkøbscentre. Sidste år steg omsætningen i kæden til 260 mio. norske kr., og der er meget mere potentiale at hente, mener Bjørn M. Wiggen. Han fremhæver særligt synergien med Big Bite-kæden, der også ejes af Salvesen & Thams Invest, som et plus.

"Vi ser, at mad på farten, som vi tilbyder folk, når de er i storcenteret, er et voksende segment. Desuden ser vi, at når vi har flere koncepter, som vi nu har, får vi et stadig bedre netværk med indkøbscentre. Så kan vi med tiden arbejde med fælles systemer og indkøb, og få fordele og lavere omkostninger som følge af det," siger Wiggen til Adresseavisen.

Grundlæggerne af Jordbærpigerne Lars Lian og Svein Roger Torgersen får gennem deres fælles selskab Tramonto 20 pct. af ejerskabet af Bitastad, som bliver ejer af Jordbærpigerne.

Milliarderne hænger løst på koncernen bag Amanda Seafood-opkøb

Stenrig norsk familie er de nye ejere af Amanda Seafoods

Laksemilliardær er Norges næstrigeste

Modtag nyhedsbreve fra FødevareWatch gratis