ANNONCE
xshh1 NH.JPG

Tidligere Løkke-rådgiver bliver kommunikationsdirektør i L&F

Christian Hüttemeier, der tidligere har været særlig rådgiver for Lars Løkke Rasmussen, skal i fremtiden være kommunikationsdirektør i Landbrug & Fødevarer.

Det bliver den 41-årige Christian Hüttemeier, der fra 1. marts skal være kommunikationsdirektør hos Landbrug & Fødevarer.

Af en meddelelse fra organisationen fremgår det, at han skal efterfølge Leif Nielsen, der i efteråret stoppede i jobbet til fordel for en stilling i DI Fødevarer.

DI Fødevarer har fået ny direktør

Christian Hüttemeier kommer fra en stilling som kommunikationschef i Danske Regioner - et job, som han tiltrådte 1. april 2016. Inden sit job i Danske Regioner var han i knap fire år ansat hos Venstre - først som pressechef og herefter som særlig rådgiver for Lars Løkke Rasmussen.

 "Det glæder mig, at det er lykkedes at tiltrække Christian Hüttemeier. Vi får en kommunikationsdirektør, der har stor politisk indsigt og erfaring. Christian er vant til at løbe stærkt og være med, hvor det brænder på. Vi får en kommunikationsdirektør, der er dygtig til at tænke kommunikation og interessevaretagelse sammen. Det er jeg sikker på, at vi får stor gavn af," siger direktør for politik og kommunikation i Landbrug & Fødevarer, Morten Høyer.

Før tiden i Venstre var Christian Hüttemeier journalist på blandt andet Politikens og Jyllands-Postens Christiansborg-redaktioner.

"Jeg glæder mig utrolig meget. For mig står fødevareklyngen for noget af det mest håndgribelige man kan forestille sig. Hver dag bliver der produceret fødevarer, som har en kvalitet, der gør, at det kan sendes ud i hele verden. Det kan og skal vi være stolte af - og jeg glæder mig til, at jeg nu skal være med til at formidle den og mange andre historier fremover," udtaler Christian Hüttemeier i meddelelsen.

I sidste uge meddelte Landbrug & Fødevarer, at den konstituerede pressechef Søren Andersen fortsætter i den del af kommunikationsafdelingen.

Intermezzo-pressechef i L&F fortsætter

Her er årets markante jobskift

Arla-kending skal lede Danish Crowns kommunikation

Modtag nyhedsbreve fra FødevareWatch gratis