ANNONCE
Laks.jpg
Foto: FINN FRANDSEN/POLFOTO/ARKIV

Her er verdens 20 største lakseproducenter

Af en ny opgørelse fremgår det, at verdens største lakseproducent, norske Marine Harvest, producerer lige så store mængder fisk, som nummer to, tre og fire på listen tilsammen. Find hele listen her.

Det skorter ikke på positive overskrifter, når det kommer til omtaler af priserne og udviklingen i det globale laksemarked.

Ser man bort fra store algeproblemer og problemer med lakselus langs den norske kyst, har det ikke siden 1980'erne været en bedre økonomisk forretning at opdrætte og slagte laks, og særligt vores norske naboer har haft en stribe gode år.

Et kig på verdens største producenter af Atlanterhavslaks afslører, at de norske forretninger sidder ret hårdt på markedet, men også, at der sker forskydninger, og opkøb i lakseopdræt langs den chilenske har flyttet markedsandele.

Af den årlige Salmon Industry Handbook, som Marine Harvest er forfatter af, fremgår det, at den norske mastodont sidste år producerede omkring 20 pct. af den globale produktion på omkring 2,07 millioner ton slagtet laks opgjort i såkaldt gutted weight equivalents. I alt producerede Marine Harvest ifølge Undercurrent News 420.500 ton laks i Norge, Skotland, Canada, Chile, Færøerne og Irland i 2015.

Bergen-baserede Marine Harvest omsatte i 2015 for knap 28 mia. norske kroner, og samlet beskæftiger man omkring 12.500 medarbejdere spredt over hele verden.

Bilkoncern sidder på plads nr. 2

Gennem et 1,4 mia. dollar-stort opkøb har den japanske Mitsubishi-koncern sikret sig pladsen som nummer to på listen. Senest tilføjede japanerne i andet halvår 2014 aktiemajoriteten i den norske Cermaq-koncern, der har store aktiver i Chile, til deres datterselskab Salmones Humboldt, der har været japansk-ejet siden 2011. Mitsubishi-koncernen er noteret for i alt at have produceret 139.000 ton laks sidste år.

På tredjepladsen finder man den norske Salmar-koncern, der sidste år producerede 136,400 ton laks, og på fjerdepladsen er det ligeledes norske Lerøy Seafood Group, der huserer med en produktion på 135.000 tons laks.

På plads nummer fem finder man nordamerikanske Cooke Aquaculture med en produktion på 86.800 tons. Efter opkøbet af amerikanske Icicle Seafoods tidligere i juni vil man næste år tilføje en produktion på mere end 150.000 tons, og samlet er det ambitionen, at selskabet årligt skal producere 275.000 ton fiskeprodukter og generere en omsætning på 1,8 mia. dollars.

Lidt nede på listen finder man på plads nummer 10 Bakkafrost-koncernen fra Færøerne. Samlet blev der ifølge tal fra Undercurrent News slagtet 39.000 tons laks i selskabet, der drives af milliardæren Regin Jacobsen. Af det seneste regnskab fra Bakkafrost fremgår det, at selskabet sidste år høstede 50.565 ton fisk målt i såkaldt gutted weight equivalents (GWE) mod 44.013 ton GWE i 2014.

Ifølge den norske årbog findes der i dag 151 selskaber, der har kommerciel licens til at fiske laks i Norge, og de er samlet engageret i 98 koncerner. I Chile er der registret omkring 1350 selskaber med licens, og ud af disse anses omkring 350 selskaber som aktive. De 20 største selskaber i Chile fisker 87 pct. af den samlede produktion.

Marine Harvests algeproblemer er større end antaget

Analytiker: Norges lakseselskaber vil forsætte med at spinde guld

Fiskeindustrien har haft et gyldent 2015

Dansk lakseeventyr er gået i land i Florida

Deep Sea Supply erstatter olieforretning med fisk

Modtag nyhedsbreve fra FødevareWatch gratis