ANNONCE
1369223697.jpg
Foto: FirstFarms/ PR

Faldende mælkepris giver underskud i Firstfarms

Firstfarms, der investerer i østeuropæiske landbrug, var hårdt ramt af dårligt salg af mælk og tørke i 2015. Derfor byder årsregnskabet på et stort underskud.

Firstfarms, der investerer i landbrug i Østeuropa, har haft et skidt regnskabsår i 2015.

Det er blandt andet tørke og vigende indtjening på salg af mælk, der gør, at selskabet kommer ud af sidste år med et stort underskud. Det fremgår af selskabets årsregnskab for 2015.

"Resultatet er isoleret set utilfredsstillende," vedgår Firstfarms i regnskabet, men pointerer samtidig, at resultatet skal ses i sammenhæng med de udfordringer, som man har været ramt af i 2015 med lave mælkepriser samt tørke i store dele af Centraleuropa.

Modgangen kan da også tydeligt aflæses på bundlinjen. Årets resultat blev minus 22 mio. kr. i 2015 mod et overskud på 8,8 mio. kr. året før.

"Firstfarms realiserede en meget tilfredsstillende høst i Østrumænien i 2015. Der er realiseret rekordudbytte i både forårs- og efterårsafgrøder, som samlet ligger væsentligt over budget. I Slovakiet og Vestrumænien har efterårsafgrøderne givet udbytte som budgetteret, mens forårsafgrøderne har givet et udbytte langt under budgettet. Salgspriserne ligger samlet marginalt over budget," påpeger selskabet.

I alt påvirker udbytteresultat af høsten Firstfarms resultat negativt med 17 mio. kr. i 2015 i forhold til budget og med 31 mio. kr. i forhold til året før.

Solgte mindre mælk

Også når man ser på den solgte mælkemængde, er Firstfarms udfordret.

Den er reduceret med 2,4 mio. kilogram i 2015 i forhold til 2014. Der blev i alt leveret 21,8 mio. kilogram mælk fra Firstfarms i 2015. Der blev ellers dagligt leveret i gennemsnit 29,8 kilogram mælk per malkende ko ultimo 2015 mod 28,5 kilogram ved udgangen af 2014. Men Firstfarms er ramt af et fald i prisen på mælk.

Mælkeprisen er faldet drastisk fra ultimo 2014, og den har i 2015 været i spændet 2,22 kr. til 1,84 kr. Den gennemsnitlige salgspris har i 2015 udgjort 1,98 kr. per kilogram mod 2,61 kr. per kilogram i 2014. Mælkeprisen påvirker resultatet negativt med 9 mio. kr. i 2015 i forhold til budget og med 14 mio. kr. i forhold til året før.

Forventer at gå i nul

Firstfarms forventer et driftsresultat (EBIT) for 2016 på 0 kr.

I lighed med 2015 forventes 2016 at være et indtjeningsmæssigt udfordrende år for mælkeproduktion i EU, erkender Firstfarms i regnskabet Firstfarms erklærer dog, at man løbende tilpasser sig disse rammevilkår.

Afgrødepriser ventes af selskabet at blive stabiliseret på niveau med realiserede priser i 2015.

Firstfarms vil i 2016 fortsat arbejde med optimering af driften, herunder en reduktion af dyrkningsusikkerhed i tørre perioder og forventer en forbedret indtjeningsevne, lyder det fra selskabet.

Landmænd tjener formue på kæmpe jordsalg - i Rumænien

Firstfarms: Bestyrelsesformand køber aktier via selskab

Firstfarms-direktør: Fastholder vækstplaner trods hårdt år

Firstfarms-formand fylder flere aktier i porteføljen

Firstfarms dropper gylleopgaver i Rumænien

Modtag nyhedsbreve fra FødevareWatch gratis