ANNONCE
jemsjørgenhenriksen.jpg
Forman Jens Jørgen Henriksen | Foto: Polfoto/Stine Bidstrup/Arkiv

Tican giver 410 millioner til andelshaverne

Forud for salget til tyske Tönnies sender slagteriet Tican 410 mio. kr. tilbage til andelshaverne.

Andelshaverne i Tican har vedtaget et udbytte på 410 mio. kr. fra selskabet på seneste generalforsamling, skriver Tican i en meddelelse.

De 300 mio. kr. bliver udbetalt direkte til andelshaverne, mens 110 mio. kr. sættes ind på nye andelshaverkonti.

Udbetalingerne er betinget af den endelige overdragelse af aktierne i Tican til tyske Tönnies, som har købt det danske andelsslagteri.

Fordelingen af kapitalen går blandt andet på mængden af svin, som hver enkelt andelshaver har leveret til Tican i seneste regnskabsår. Her giver 105 øre per kg for svin og 90 øre per kg for søer i restbetaling.

"Generalforsamlingen vedtog ligeledes at udbetale 5 års hensættelser på A-kapitalkonti svarende til 100 mio. kr., og samtidig fordeles 110 mio. kr. af den resterende egenkapital på nye personlige andelshaverkonti. Ud over dette får Andels-haverne i Tican a.m.b.a. udbetalt yderligere 80 øre/kg i aconto betaling for slagtesvin leveret siden 1. oktober 2015 – i alt ca. 50 mio. kr.," skriver Tican.

Formand Jens Jørgen Henriksen siger, at 2015 har været meget præget af den proces, der blev indledt som en fusion med Danish Crown, men endte med et salg til Tönnies efter indvendinger fra konkurrencemyndighederne.

Slagtedivisionen har haft det svært, mens forædlingsdivisionen har været bedre kørende, siger han.

”Den langvarige ejerskabsproces og medfølgende usikkerhed blandt medarbejdere og kunder har udfordret forretningerne samt belastet regnskabet med store nedskrivninger og engangsomkostninger. Det regnskabsmæssige resultat er således et underskud på 32 mio. kr., men korrigeret for særlige værdireguleringer m.v. er driftsresultatet et overskud på 130 mio. kr., hvilket er en pæn fremgang i forhold til året før og bedre end budgetteret," udtaler formanden i en meddelelse.

Tican-opkøb får EU-godkendelse

Tican og Danish Crown i strid om millionkompensation

Tican kommer på tyske hænder, men topchefen forbliver dansk

Modtag nyhedsbreve fra FødevareWatch gratis