ANNONCE
korn.jpg

Svensk Danish Agro-opkøb godkendt

Danish Agro-koncernens opkøb af det svenske grovvareselskab Kalmar Lantmän er formelt faldet på plads, efter at de svenske konkurrencemyndigheder har godkendt handlen.

Den danske grovvaregigant Danish Agro opkøbte i efteråret det svenske grovvareselskab Kalmar Lantmän, og fredag er handlen officielt gået igennem. De svenske konkurrencemyndigheder, Konkurrensverket, har godkendt handlen.

Samtlige Danish Agro koncernens svenske grovvareaktiviteter vil fremover være samlet i datterselskabet Swedish Agro AB. De eksisterende aktiviteter i Swedish Agro skal nu integreres med aktiviteterne i Kalmar Lantmän.

"Vi ser et stort potentiale på det svenske marked og i de aktiviteter vi nu har overtaget.  Vi har blandt andet overtaget Europas mest moderne foderfabrik på havnen i Kalmar, med en kapacitet på 275.000 ton. Det giver os en masse spændende muligheder, hvor det er planen på sigt at udvide aktiviteterne, så vi fremadrettet kan tilbyde endnu flere svenske landmænd kvalitetsfoder fra Kalmar. Samtidig knytter vi ekspertise og viden omkring eksempelvis rådgivning, salg, optimering og kvalitet tættere på aktiviteterne i Sverige. Vi er sikre på, at vi i Swedish Agro nu har en moderne, konkurrencekraftig samarbejdspartner med et stærkt setup til de svenske landmænd, siger adm. direktør i Swedish Agro, Björn Skogsberg, i en pressemeddelelse.

Kalmar Lantmän blev etableret i 1942 efter en sammenlægning af en række foreninger i Kalmar-regionen og havde indtil salget 1.925 svenske landmænd som medlemmer. I 2015 havde selskabet en omsætning i niveauet 1 mia.  kr. efter frasalg af maskiner. Virksomheden er koncentreret i Kalmar med foderfabrik, lager- samt havnefaciliteter. Derudover har Kalmar Lantmän et afdelingsnet, der dækker hele Kalmar-regionen samt 11 hobby og fritidsbutikker i samme område.

Siden 2005 har Danish Agro koncernen været aktiv i Sverige, hvor koncernen på vegne af en række svenske grovvareselskaber startede med at koordinere indkøb på vegne af dets medlemmer via selskabet DLA Agro Sverige.

I dag omsætter DLA Agro Sverige årligt i niveauet 700 mio. kr. Fra 2007 har Danish Agro koncernen også været aktiv indenfor premix og vitaminaktiviteter via datterselskabet Vilomix Sweden, der omsætter for ca. 135 mio. kr., og siden 2012 har det været indenfor detailaktiviteter via grovvareselskabet Swedish Agro, som omsætter for 200 mio. kr. om året. Derudover har Danish Agro koncernen siden 2010 været ejer af DAVA Foods Sweden – tidligere Svenska Lantägg – som årligt omsætter for ca. 500 mio. kr.

Alt i alt forventer Danish Agro i 2016 at opnå en koncernomsætning på det svenske marked for mere end 2,5 mia. kr.

Svensk Danish Agro-datter ansætter direktør

Dansk grovvaregigant køber op i Sverige

DLG og Danish Agro må se svensk opkøb fordufte

Modtag nyhedsbreve fra FødevareWatch gratis