FødevareWatch

EU-Kommissionen vil sikre grøn dansk landbrugspakke

Kommissionen har fulgt tilblivelsen af regeringens omdiskuterede landbrugspakke tæt og vil sikre grøn linje.

Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) er overbevist om, at EU-Kommissionen vil give grønt lys til regeringens omdiskuterede landbrugspakke.

Hun henviser til, at hun løbende under udarbejdelsen af pakken har været i kontakt med kommissionen, og det bekræfter presseafdelingen hos EU-kommissæren for miljø, Karmenu Vella.

"De danske myndigheder har været i regelmæssig og hyppig kontakt med EU-Kommissionen siden efteråret - med mange drøftelser på det tekniske plan om de foranstaltninger, der udvikles, og den underliggende dokumentation for at adressere vandforurening som følge af landbruget," lyder det i en mail til Ritzau.

Eva Kjer Hansen lægger ikke skjul på, at "der naturligvis er en vis usikkerhed i forhold til modtagelsen af det her i kommissionen". Men hun fastholder sin vurdering af, at landbrugspakken "fuldt ud lever op til direktiverne".

Eva Kjer afviser kritik: Miljøet får det bedre af landbrugspakke

Hvorvidt kommissionen undervejs har udtrykt bekymring over pakken, vil hverken ministeren eller kommissionen svare på. Men sidstnævntes presseafdeling skriver til Ritzau:

"Kommissionen vil sikre, at ændringer i den danske regulering ikke vil underminere EU’s miljøpolitiske målsætninger og de fremskridt, som Danmark allerede har opnået med at reducere forurening fra landbruget."

Årsagen til, at kommissionen har fulgt tilblivelsen af landbrugspakken, er med miljøministerens forklaring, at der er tale om "et paradigmeskift i miljøreguleringen af landbruget i Danmark".

Vel at mærke et paradigmeskift, der ikke falder i god jord hos miljøorganisationerne.

Naturfredningsforening beder EU vurdere landbrugspakken

Kommissionen har mandag modtaget et brev fra Danmarks Naturfredningsforening og fire andre bekymrede, danske organisationer, der advarer mod, at landbrugspakken strider mod flere af EU's direktiver på området.

Organisationerne peger på nitratdirektivet og vandrammedirektivet, som har til formål at beskytte grundvandet og det øvrige vandmiljø mod nitrat fra landbruget. Om den kritik skriver kommissionen:

"Udarbejdelsen af foranstaltninger under nitratdirektivet og vandrammedirektivet er medlemslandenes eget ansvar, forudsat at de er videnskabeligt begrundet og i overensstemmelse med EU-lovgivningen."

Eva Kjer Hansen skal i næste uge forklare sagen i et samråd i Folketinget.

Overblik: De dårlige sager, der ledte til Eva Kjers afgang

Engell: Miljøministerens job er i farezonen

'Gyllegate' sender minister i samråd

Professor om Seges-indblanding: "Bemærkelsesværdigt"

Forsiden lige nu

Overskuddet daler igen hos marmeladekending

Trods en lille fremgang på toppen har der ikke været megen medvind til nordjyske Fynbo Foods i det forgangne regnskabsår. Fremadrettet er skyerne også mørke, fremgår det af regnskabet.

Seneste Landbrug/Fiskeri

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier