ANNONCE
POLFOTO_52352717.jpg
Foto: Ennio Leanza/AP/POLFOTO/arkiv

Kinesere vil købe schweizisk agro-gigant

Den schweiziske storproducent af kemikalier og genmodificerede frø til landbruget, Syngenta, kan være på vej til at blive solgt til en kinesisk rival for et trecifret milliardbeløb.

Der er godt gang i konsolideringen blandt verdens største producenter af kemikalier og landbrugsfrø.

Sidste sommer lå schweiziske Syngenta angiveligt i fusionssamtaler med amerikanske Dupont, der blandt andet ejer det tidligere Danisco i Danmark. Men mod slutningen af 2015 blev Dupont i stedet enig med landsmændene fra Dow Chemicals om en sammenlægning.

Nu ser det så ud til at Syngenta har en ny bejler, da den kinesiske koncern China National Chemical Corporation – eller blot ChemChina – har meldt sig på banen.

Det skriver Bloomberg.

Ifølge nyhedsbureauet skriver den kinesiske virksomhed onsdag i en meddelelse, at man har tilbudt at købe sin schweiziske konkurrent for hele 43 mia. dollars eller omkring 293 mia. kr. Den pris ligger omkring 20 pct. højere end Syngentas markedsværdi baseret på aktieprisen ved lukketid tirsdag, og går handelen igennem, vil det være det største opkøb, et kinesisk selskab har foretaget nogensinde.

Syngenta er verden største producent af pesticider til landbruget og samtidig en væsentlig rival til amerikanske Monsanto inden for produktion af genmodificerede frø og afgrøder.

Opkøbet skal hjælpe ChemChina til at løse en helt central problemstilling i hjemlandet, skriver Bloomberg.

Den kinesiske befolkning bliver nemlig bare ved med at vokse, men samtidig bliver det mere og mere sparsomt med tilgængelig landbrugsjord i landet. Her kan Syngentas bioteknologiske ekpertise og GMO-produkter hjælpe med til at øge landbrugsproduktionen i det folkerige asiatiske land, håber man.

Syngenta blev skabt i 2000 og udspringer fra biotek- og medicinalindustrien, da selskabet opstod gennem en fusion af landbrugs- og kemikalieafdelingerne fra det schweiziske medicinalselskab Novartis og hedengangne britiske Zeneca, hvis resterende medicinalaktiviteter blev smeltet sammen med svenske Astra i selskabet AstraZeneca.

Kæmpe kemikaliefusion udløser aktiefest

Landbrugsgiganter sår frø til mulig sammenlægning

Avis: Novozymes' guldkalv under angreb fra kemigiganter

Novozymes-konkurrent indgår samarbejde med landbrugskoncern

Modtag nyhedsbreve fra FødevareWatch gratis