ANNONCE
renescience affald skrald.jpg
Foto: DONG Energy

Plastik vil i 2050 fylde mere end fisk i verdenshavene

"Hvis det fortsætter som nu, så ventes oceanerne i 2025 at indeholde et ton plastik for hver tre ton fisk," konkluderer en ny rapport fra World Economic Forum.

Der hældes så meget plastikaffald i oceanerne, at det svarer til en fyldt skraldebil hvert minut året rundt.

Det flyder med plastik i verdens oceaner, og hvis tendensen med at dumpe plastikaffald til havs ikke bliver bremset, vil der i løbet af få årtier være mere plastik i verdenshavene end fisk.

Det konkluderer en ny rapport fra World Economic Forum ifølge netmediet Huffington Post. 

Brugen af plastik er de seneste 50 år tyvedoblet, og de kommende to årtier ventes yderligere en fordobling, fremgår det af undersøgelsen. 

Ifølge rapporten undslipper næsten en tredjedel af al indpakning og emballage lavet af plastik indsamlingssystemer. I stedet havner det ude i naturen, hvor det belaster økosystemerne. 

"Hvis det fortsætter som nu, så ventes oceanerne i 2025 at indeholde et ton plastik for hver tre ton fisk," skriver forskerne i rapporten.

På 40 år: Halvdelen af alt liv i verdenshavene er væk

I 2050 vil den samlede vægt af al plastikaffald overstige den totale vægt af alle verdenshavenes fisk.

Det er især den manglende genbrug af plastik, der ligger til grund for prognosen. 

Det meste af al plastikemballage bliver kun brugt en enkelt gang, og de økonomiske konsekvenser er enorme. 

Ifølge forskerne kan den udbredte engangsanvendelse omsættes til et materialetab på mellem 80 og 120 milliarder dollar årligt.

Mindst otte millioner ton plastik bliver hvert år hældt i verdenshavene. Det svarer ifølge Huffington Post til, at en skraldevogn hvert eneste minut tømmer sin last ud i havet.

Men den 36-sider lange rapport "The New Plastics Economy: Rethinking the future of plastics" giver også håb om, at plastikforureningen kan stoppes.

Ved at benytte andre materialer og udvikle nye teknologier vil det ifølge rapporten være muligt at komme de store mængder plastikaffald til livs.

I dag bliver kun 14 procent af plastikemballage indsamlet til genbrug. Til sammenligning er den globale genbrugsprocent for papir oppe på 58 procent, mens den for jern og stål er på 70 til 90 procent.

WWF: Olieudslip i Arktis kan skade i kæmperadius

Avis: Russiske selskaber bag oliekatastrofe i Arktis

Lukket havbrug rammer fiskeopdrætter på økonomien

Minister vil have færre beskyttede vandløb i Danmark

EU's forureningsmål jages igen af landbruget

Modtag nyhedsbreve fra FødevareWatch gratis