FødevareWatch

Økologer raser: Plan mod giftregn utilstrækkelig

En ny plan for at bremse gift, der regner ned over resten af landet fra landbrugets marker, får hård kritik.

En ny handlingsplan fra landbruget og kemifirmaet Syngenta stopper ikke den forurening af økologisk frugt og grønt, som kommer fra det traditionelle landbrugs sprøjtning med giften Prosulfocarb.

Det mener Økologisk Landsforening, som kræver en mere håndfast indsats for at holde økologien giftfri. Ellers er der behov for et politisk indgreb, mener økologerne.

Selvom giften, som sælges under handelsnavnet Boxer, ikke må bruges i økologiske æbleplantager, så er brugen af midlet i dag så udbredt på det almindelige landbrugs kornmarker, at den fortættes i atmosfæren og regner ned over de økologiske arealer.

Og også ned over danskernes haver generelt.

Giftrester i frugt

Sidste år havde fem økologiske avlere dokumenterede økonomiske tab, da der blev konstateret giftrester i deres frugt. Siden har landbruget og kemifirmaet Syngenta sammen lavet en handlingsplan, som netop er offentliggjort.

Men den er helt utilstrækkelig, lyder kritikken fra økologerne.

"Økologisk frugt og grønt er forbrugernes eneste garanti for varer uden giftrester. Økologerne gør hver dag en stor indsats for at levere giftfri produkter. Derfor kan vi ikke acceptere, at vores varer forurenes af andre, heller ikke i små mængder," siger Paul Holmbeck, direktør i Økologisk Landsforening, i en skriftlig kommentar.

"Vi tvivler ikke på, at mange landmænd vil følge henstillingerne i handlingsplanen. Men vi vil ikke gamble økologernes fremtid på, at alle landmænd retter ind efter de frivillige anbefalinger.Så står vi bare igen i år med en ny forurening af økologiske varer," siger han.

De frivillige tiltag i planen om sprøjtetidspunkter og -udstyr burde være krav ifølge økologerne. Som også mener, at de ramte økologer skal have erstatning.

"Vi taler om et sekscifret beløb i 2013, som intet betyder for et globalt kemifirma, men meget for den enkelte avler. Hvis ikke firmaet betaler, så bør økologerne holdes skadesløse af det samlede landbrugserhverv," siger han.

 

Forsiden lige nu

Overskuddet daler igen hos marmeladekending

Trods en lille fremgang på toppen har der ikke været megen medvind til nordjyske Fynbo Foods i det forgangne regnskabsår. Fremadrettet er skyerne også mørke, fremgår det af regnskabet.

Seneste Landbrug/Fiskeri

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier