FødevareWatch

Tre gange modvind rammer forventningerne hos Hartmann

2017 har budt på modvind på tre fronter for æggebakkeproducenten Hartmann, og det er baggrunden for nedjusteringerne for både 2017 og 2018, forklarer adm. direktør Ulrik Kolding Hartvig.

Valutamodvind, lavvækst i Nordamerika og en æggeskandale i Europa er tre faktorer, som emballageproducenten Brdr. Hartmann gerne havde været foruden i 2017.

Sådan gik det dog ikke, og derfor måtte selskabet onsdag eftermiddag nedjustere sine forventninger til både 2017 og 2018.

Det er en svækket amerikansk dollar over for særligt den canadiske af slagsen, manglende vilje fra amerikanske forbrugere til at købe lidt dyrere æg samt sagen fra Europa, hvor millioner af æg fra belgiske og hollandske hønsefarme i sommer var inficeret af insektmidlet Fipronil, der har sendt Hartmanns forventninger i dørken.

"Vi kunne nok have båret to af de tre ting, men ikke alle tre på én gang," siger Ulrik Kolding Hartvig, der er adm. direktør hos Brdr. Hartmann, til Ritzau Finans.

Han peger på, at det først for alvor var mod slutningen af tredje kvartal og i starten af fjerde kvartal, at problemerne vedrørende æggesagen i Europa begyndte at vise sig.

Efter halvårsregnskabet i august, hvor sagen var kendt, var meldingen fra topchefen i hvert fald også, at der endnu ikke havde været nogen stor effekt, og at omsætningen formentlig ikke ville blive påvirket voldsomt. Det ser dog alligevel ud til at blive tilfældet nu.

"Da vi talte sammen i august, havde vi ikke set nogen effekt af sagen endnu, men ved udgangen af tredje kvartal begyndte vi at se effekter, og det er så dem, vi regner ind i forventningerne nu," siger Ulrik Kolding Hartvig.

Fokus på billige æg i Nordamerika

I Nordamerika har Hartmann samtidig været ramt af lav vækst i starten af fjerde kvartal, fordi forbrugerne i højere grad hælder til de billigste alternativer, når der skal købes æg i supermarkederne.

Det betyder også, at der ikke er nær så meget efterspørgsel på Hartmanns premium-produkter, der bruges til det, som selskabet kalder for specialæg.

"Væksten har i store træk været, som vi havde regnet med i tredje kvartal, men prisforskellen på standardæg og specialæg gør lige for tiden, at forbrugerne foretrækker de billige æg. Dermed er salget af vores premium-emballage også lavere," siger Ulrik Kolding Hartvig.

Og lige på den front er der ikke meget, som det danske selskab kan gøre for at vende udviklingen.

"Vi har reelt ikke nogen indflydelse på æggepriserne. Så vi kan kun tilpasse os ved at sælge noget mere standardemballage og så finde væksten der," lyder det fra Hartmann-topchefen.

Har ikke været for optimistiske

Hartmanns forventninger til 2017 er barberet, så der nu ventes en omsætning på cirka 2,2 mia. kr. i år mod den tidligere forventning om 2,2 til 2,3 mia. kr., mens forventningerne til overskudsgraden (EBIT-margin) er reduceret til cirka 11 pct. fra tidligere 11 til 12,5 pct.

Afkastet på den investerede kapital (ROIC) ventes nu at blive cirka 16 pct. mod tidligere ventet cirka 18 pct.

For 2018 ventes der nu en omsætning på 2,2 til 2,3 mia. kr. mod tidligere ventet 2,2 til 2,4 mia. kr., mens overskudsgraden ses ramme i spændet 11,5 til 13,0 pct. mod den tidligere forventning om 12 til 14 pct.

Næste år ventes afkastet på den investerede kapital desuden nu at blive i niveauet 18 pct. mod tidligere ventet cirka 20 pct.

De tidligere forventninger til 2018 var langsigtede mål, som Hartmann oprindeligt havde udset sig at nå allerede i 2017, men siden udskød med et år i forbindelse med årsregnskabet for 2016 i starten af i år.

De forventninger er nu også blevet nedjusteret, men alligevel mener Ulrik Kolding Hartvig ikke, at Hartmann var lidt for meget fremme i skoene, da målene første gang blev annonceret i sin tid.

"Det synes jeg egentlig ikke. Vi redegjorde for de forventninger, som vi syntes var realistiske, da vi fremlagde dem, og det er der så tre faktorer, der har ændret på siden," siger Ulrik Kolding Hartvig.

Investorerne reagerede onsdag på nyheden ved at sende Hartmann-aktien ned med hele 8,8 pct. til 335 kr.

 

/ritzau/FINANS

Hartmann-aktien i stort fald efter æggeskandale

Hartmann skal have ny næstformand

Mindre salg af udstyr og nye fabrikker presser overskud ned i æggebakkekoncern

 

Forsiden lige nu

Mættet økologisk marked giver Friland mindre mavepuster

Efter flere år hvor Danish Crowns økologiske datterselskab halsede efter efterspørgslen på økologisk kød, er der kommet balance i markedet. Det rammer Friland på omsætningen, som i det seneste år er faldet med 17 mio. kr.

Ny direktør i Nordisk Kelloggs

Den nordiske del af den amerikanske morgenmadskæmpe har mandag fået en ny dansk direktør. Han har tidligere været ansat i Toms.

Orkla satser digitalt med opkøb af helseportal

Med et lidt utraditionelt opkøb har Orkla sikret sig rettighederne til den svenske virksomhed HSNG, der driver netportalerne Gymgrossisten og Bodystore, som er store inden for helse og sportsernæring.

Seneste Fødevarer

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier