FødevareWatch

Hartmann-aktien i stort fald efter æggeskandale

I Nordamerika er lave æggepriser en sten i skoen på Hartmann, mens det europæiske marked er ramt af sagen, hvor millioner af æg fra belgiske og hollandske hønsefarme var påvirket af insektmidlet Fipronil.

Emballageproducenten Brdr. Hartmann får en kæberasler på børsen i København onsdag eftermiddag, efter at selskabet har sænket sine forventninger til både indeværende og næste regnskabsår.

Samtidig har Hartmann løftet sløret for enkelte tal for tredje kvartal.

Hartmann venter nu en omsætning på cirka 2,2 mia. kr. i år mod den tidligere forventning om 2,2 til 2,3 mia. kr., mens forventningerne til overskudsgraden (EBIT-margin) reduceres til cirka 11 pct. fra tidligere 11 til 12,5 pct.

Afkastet på den investerede kapital (ROIC) ventes nu at blive cirka 16 pct. mod tidligere ventet cirka 18 pct.

For 2018 ventes der nu en omsætning på 2,2 til 2,3 mia. kr. mod tidligere ventet 2,2 til 2,4 mia. kr., mens overskudsgraden ses ramme i spændet 11,5 til 13,0 pct. mod den tidligere forventning om 12 til 14 pct.

Næste år ventes afkastet på den investerede kapital desuden nu at blive i niveauet 18 pct. mod tidligere ventet cirka 20 pct.

De tidligere forventninger til 2018 var langsigtede mål, som Hartmann oprindeligt havde udset sig at nå allerede i 2017, men siden udskød med et år.

Lav vækst på store markeder

Det er lav vækst på både det nordamerikanske og europæiske marked, som ventes at påvirke Hartmann i resten af 2017 samt i første halvdel af 2018, der ligger bag nedjusteringen, forklarer selskabet.

I Nordamerika er lave æggepriser en sten i skoen på Hartmann, mens det europæiske marked er ramt af sagen, hvor millioner af æg fra belgiske og hollandske hønsefarme var påvirket af insektmidlet Fipronil.

"I Nordamerika er emballagesalget påvirket af lave priser på standardæg i forhold til relativt høje priser på specialæg, hvilket har medført, at forbrugerne har foretrukket de billigere standardæg. Udviklingen har medført en svagere vækst i salget af emballage til specialæg. Derudover er det samlede emballagesalg påvirket af en langsommere indkøring af Hartmanns nye produktionskapacitet i USA end hidtil ventet," forklarer Hartmann i en meddelelse.

"På enkelte europæiske markeder har Hartmann siden udgangen af tredje kvartal været påvirket af effekterne af fund af Fipronil i æg i sommeren 2017. Udviklingen forventes midlertidigt at medføre moderat lavere vækstrater i Europa," fortsætter selskabet.

Foreløbige kvartalstal

For tredje kvartal har Hartmann i lyset af de nye oplysninger noteret sig foreløbige regnskabstal, der peger på en fremgang i omsætningen til 557 mio. kr. fra 482 mio. kr. i tredje kvartal sidste år.

Driftsresultatet (EBIT) ventes samtidig at være steget til 69 mio. kr. i tredje kvartal fra 47 mio. kr. i samme periode sidste år. Endelig var overskudsgraden ifølge Hartmanns foreløbige tal på 12,4 pct. i juli, august og september mod 9,7 pct. i samme periode sidste år.

Hartmann-aktien dykker med 8,3 pct. til 337 kr. efter nyheden.

Danske fødevareaktier slår markedet

Hartmann skal have ny næstformand

Mindre salg af udstyr og nye fabrikker presser overskud ned i æggebakkekoncern

Forsiden lige nu

Mættet økologisk marked giver Friland mindre mavepuster

Efter flere år hvor Danish Crowns økologiske datterselskab halsede efter efterspørgslen på økologisk kød, er der kommet balance i markedet. Det rammer Friland på omsætningen, som i det seneste år er faldet med 17 mio. kr.

Ny direktør i Nordisk Kelloggs

Den nordiske del af den amerikanske morgenmadskæmpe har mandag fået en ny dansk direktør. Han har tidligere været ansat i Toms.

Orkla satser digitalt med opkøb af helseportal

Med et lidt utraditionelt opkøb har Orkla sikret sig rettighederne til den svenske virksomhed HSNG, der driver netportalerne Gymgrossisten og Bodystore, som er store inden for helse og sportsernæring.

Seneste Fødevarer

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier