FødevareWatch

Chr. Hansen-optakt: Udmeldingerne om næste år er i fokus

"Jeg tror, det bliver svært at hive en kanin op af hatten og overraske markedet positivt, da konsensus i markedet i forvejen er så højt sat, og Chr. Hansen skal levere en prognose, som minimum flugter med deres langsigtede forventninger," siger analytiker Morten Imsgard.

Chr. Hansens regnskab for fjerde kvartal i det forskudte regnskabsår 2016/17 ventes igen at vise en solid koncern. Derimod er det udmeldingerne om det kommende år, 2017/18, der er i fokus.

Det siger Morten Imsgard, senioranalytiker i Sydbank, til Ritzau Finans.

"Vi kigger mest frem, når Chr. Hansen kommer med regnskab på onsdag. Der skulle helst ikke være noget i Q4, der rykker tallene nævneværdigt og skaber den helt store overraskelse. Jeg regner med, at det er et klassisk regnskab fra Chr. Hansen, hvor vi ser solide vækstrater og indtjeningsfremgang. Derimod er det interessant, hvad de kommer med, når de ser fremad," siger analytikeren.

"Jeg tror, det bliver svært at hive en kanin op af hatten og overraske markedet positivt, da konsensus i markedet i forvejen er så højt sat, og Chr. Hansen skal levere en prognose, som minimum flugter med deres langsigtede forventninger," siger Morten Imsgard.

Ifølge Ritzau Estimates ventes omsætningen for ingredienskoncernen at være på 285,6 mio. euro i månederne juni, juli og august, der afslutter regnskabsåret. I fjerde kvartal sidste år lå omsætningen på 255,9 mio. euro. På bundlinjen ventes ingredienskoncernen, der blandt andet laver enzymer og kulturer til yoghurt og ost, at få et overskud før skat på 84,1 mio. euro mod 68,9 mio. euro i fjerde kvartal 2016/17 og et overskud efter skat på 63,2 mio. euro mod 56 mio. euro i perioden sidste år.

"Det er klart, at vi kigger lidt under overfladen. Der er nogle markeder, der er lidt under pres - specielt Latinamerika, hvor det bliver interessant at se på eksempelvis Brasilien. Her har flere fødevarevirksomheder været ude og sige, at de er lidt klemte i øjeblikket især på grund af, at forbrugerne er meget tilbageholdende."

"Der er også landbrugssegmentet i USA, der ikke er helt oppe og stå endnu, og hvor de lave priser på afgrøder presser landmændene, der så sparer på de dyre produkter og tager til takke med et lidt lavere afkast, og derfor går udenom produkterne fra Chr. Hansen," påpeger senioranalytikeren.

Chr. Hansen venter selv, at den organiske vækst vil ligge mellem 9 og 10 pct. for hele 2016/17. Her venter analytikerne, at den vil være på 9,9 pct. mod 12 pct. året før.

"Chr. Hansen er kendt for at sige, at de forventer at vokse med de langsigtede mål. Og når året så skrider frem, så ender det tit med, at de siger, at der er mange ting, der går i Chr. Hansens retning, og så bliver de mere kontante i udmeldingerne."

"Det er ikke fordi, at forretningsklimaet er fuldstændigt perfekt for Chr. Hansen. Der skal bare rigtig store forstyrrelser til, før det overordnede billede for alvor rammes," siger Morten Imsgard.

Chr. Hansen kommer med regnskab onsdag 25. oktober klokken 8.00

Handelsbanken hæver Chr Hansen-kursmål

Chr. Hansen-storaktionær reducerer sin beholdning

Chr. Hansen sætter forbrugerne i spil i turbovækst

Forsiden lige nu

Overskuddet daler igen hos marmeladekending

Trods en lille fremgang på toppen har der ikke været megen medvind til nordjyske Fynbo Foods i det forgangne regnskabsår. Fremadrettet er skyerne også mørke, fremgår det af regnskabet.

Seneste Fødevarer

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier